lørdag den 2. november 2019

Anmeldelse af Døden på museet

Bagsiden fortæller:
Det er halloween i den lille by King's Lynn, og Ruth Galloway skal deltage i en særpræget begivenhed på det lokale museum - åbningen af en kiste, der indeholder de jordiske rester af en biskop fra middelalderen. Men ved sin ankomst finder Ruth liget af museets kurator ved siden af kisten.

Kort efter bliver museets velhavende ejer også fundet død. Vicekriminalkommisær Nelson bliver hidkaldt for at undersøge dødsfaldene, og da det viser sig, at museet har modtaget anonyme trusselsbreve, tager sagen en uhyggelig drejning. Ikke mindst da Nelson bliver ramt af en mystisk sygdom, som ifølge Ruths ven Catbad har forbindelse til åndeverdenen og den forbandelse, der fra gammel tid har hvilet over biskoppens kiste.

Døden på museet er fjerde bog i serien om Ruth Galloway. Hver bog indeholder en selvstændig, afsluttet historie.





Anmeldelse:
Denne her Ruth Galloway krimi synes jeg var lidt tam da jeg læste den. Jeg synes der manglede et eller andet i den plus der var meget selvmedlidenhed i den. Det er lidt ærgerligt når forfatteren selv har valgt at hendes hovedperson skal være enlig mor med et fuldtidsjob.

Som titlen siger så er der en der dør på museet. En kurator findes død efter at have smugkigget i en kiste der skulle åbnes ved en stor ceremoni. Efter kistens åbning så dør den velhavende ejer og nogen begynder at snakke om at det er på grund af en forbandelse.

Kisten indeholder knoglerne af Biskop Augustin og biskoppen har specifikt bedt om at hans knogler ikke skal forstyrres eller granskes efter sin død i 1362. Og der var en grund til det. En som hans efterkommere måske ikke ville tro på hvis ikke Ruth Galloway var til stede.

På museet findes der desuden en hulens masse knogler og hovedskaller i kælderen som har tilhørt ret mange Aboriginals. Dem vil en gruppe som kalder sig Elginisterne gerne have udleveret og sendt tilbage til Australien så de kan blive stedt til hvile der hvor de kommer fra.

Derudover har Nelson, Judy og Clough travlt med at optrævle en narkoring som har noget med heste at gøre. Den er kompliceret og svær at få afsluttet. Inden det sker så bliver Nelson dødeligt syg og ender på hospitalet i koma som skulle være en forbandelse der har ramt ham fordi han var med til at åben den kiste hvor Biskop Augustin lå i.

Cathbad, vores ynglings troldmand og druide, er over det hele og har en finger med i alt lige fra knoglerne og hovedskallerne til at hjælpe Nelson når det ser mest mørkt ud til at hjælpe politiet i deres efterforskning af nakoringen.

Der er gang i den og det såmænd fint nok, men jeg mangler det der gør bogen helt perfekt. Måske er det alt det der selvmedlidenhed som skyder bogen i sænk for mig. Jeg og andre læsere har hørt på i tre bøger og vi har også hørt historien om og om og om igen. Så der skal skiftes rille inden den næste bog udkommer.

Bogen er skrevet af Elly Griffiths og udgivet på Gads forlag. Den kan købes hos landets boghandlere til 249,95 kr. 3/5 stjerner. Eget eksemplar fra bogvæggen.

Ingen kommentarer: