mandag den 28. marts 2016

Lækre grov flute med gods i


Fredag den 25. marts var vi inviteret til fødselsdags-/fastelavnsfest hos min veninde Irene i Ringsted. Hun havde bestemt sig for at det skulle være mexikansk madtema og sammenskudsgilde. Vi måtte selv bestemme hvad vi kom udklædt som og alle havde gjort rigtig meget ud af det.

Da vi jo som bekendt kommer fra Bornholm så mente jeg det nemmeste var at bage mit berømte chilibrød (det blev efterspurgt fra alle deltagere), så det skulle med. Derudover så bestemt jeg mig for at prøve kræfter med det at bage flute.

Det er ikke noget jeg har prøvet før og selv om resultatet var super godt og smagte fantastisk med rigtig meget gods i, så kan det blive bedre næste gang jeg giver mig i kast med det. Den søde Irene kommenterede på det at jeg måske ikke skulle have puttet så meget mel i.

Men når nu jeg laver om på opskriften for at få dem så grove som muligt og dejen ikke rigtig vil samle sig så er det jo det man må gøre. Næste gang tror jeg dog jeg prøver at holde lidt mere igen med melet og ser hvordan dejen er når den er færdig æltet.

Da jeg ikke lige mente at have armkræfter til æltningen så kom min fantastiske Royal 1800 mig til hjælp og på trods af at jeg var bange for den ville brænde sammen så klarede den ærterne og gav mig en vel æltet dej.

Opskriften er fundet i Amo Den Store Bagebog 5  og er okaye nem at lave. Med mindre man som mig bestemmer sig for at lave den en lille smule om hehe. Der var dog lige én ting som jeg ikke lige kunne hitte så godt ud af og det var måden de her brød skulle formes. Men det får jeg styr på til næste gange der skal bages flute.

Jeg vil gerne slå et slag for Amo's bagebøger for jeg synes de er rigtig gode og man får rigtig meget godt brød og kage ud af dem.

Ingredienser (4 flute)

200 g Amo halvsigtet rugmel (her brugte jeg groft rugmel)
500 g Amo Hvedemel (her brugte jeg 250 g hvedemel og 250 g fuldkornshvedemel. Dejen kan dog godt blive for løs og derfor må man tilsætte lidt hvedemel af gangen til man bliver tilfreds med konsistensen.)
25 g gær
1 spsk. honning
2 tsk. salt
ca. 6 dl vand

Fremgangsmåde:

Opløs gær, honning og salt i lunkent vand (37 grader)

Tilsæt melet og ælt til en smidig dej. Drys lidt mel over dejen og lad den hæve tildækket og lunt i 2 timer.

Hæld dejen forsigtigt ud på et meldrysset bord. Den skal ikke æltes. Det er vigtigt at beholde så mange lufthuller i dejen som muligt.

Skær dejen i 4 dele og fold dem forsigtig til lange, smalle flute. Mel dem let og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Lad dem efterhæve, tildækket og lunt i ca. 35 minutter.

Lav 8-10 snit flutene lige inden bagning.

Bagetid: 10 minutter midt i en 250 grader forvarmet oven (varmluft 230 grader) og derefter 12-15 minutter ved 200 grader (varmluft 180 grader).

Afkøl flutene på en bagerist.




Enjoy :-)

Medic out.

Ingen kommentarer: