lørdag den 12. marts 2016

Fastelavnsboller med marcipan og hjemmelavet vaniljecreme


Jeg ved godt at det ikke er fastelavn mere og at det er lang tid siden det var det, men fandt lige ud af at jeg ikke har blæret mig med mit sidste forsøg som kun resulterede i at to af mine fastelavnsboller lækkede og resten holdt tæt.

Det er jeg selv rimelig imponeret over. Det kan nemlig godt være svært at lave de der fastelavnsboller hvis ikke du har den rigtige opskrift som giver dig den rigtige dej. Men her har jeg været heldig at finde sådan en opskrift hos en anden blogger og nu er min lykke gjort.

Hvis du svinger forbi http://www.madenimitliv.dk så finder du opskriften på de her store og bløde fastelavnsboller som jeg med held har lavet. I stedet for at bruge hendes opskrift på vaniljecreme så googlede jeg lidt rundt og fandt selv på én som smager sindsyg godt.

Det er forøvrigt første gange jeg prøver at lave min egen vaniljecreme og jeg er så tilfreds med resultatet at jeg nu har bestemt mig for aldrig mere at købe en færdig. Men altid at lave den selv. For det er faktisk ikke særlig svært og så smager den bare meget bedre end købevaren.

Drengene på matriklen var helt vilde med med fastelavnsbollerne som jeg havde givet et tykt lag glasur. Måske chokolade-glasuren var lidt for tyk, men det ved jeg så til næste gang. Har aldrig været helt så god til at lave det der flormelis glasur, men det bliver bedre og bedre med en masse øvelse.

Ingredienser: (12 stk)

2 dl mælk
50 g gær
50 g sukker (her brugte jeg 50 g honning)
1/2 tsk salt
1/2 tsk vaniljepulver
1/2 tsk stødt kardemomme
1 dl piskefløde (her kan man også bruge mælk i stedet)
100 g smør, smeltet (her brugte jeg Thise usaltet smør)
500 g hvedemel

Fyld:

1 portion vaniljecreme (kommer længere ned i opskriften)
150 g marcipan - skåret i 12 stykker (her brugte jeg Odense Marcipan)
Hindbærmarmelade (det brugte jeg til halvdelen af bollerne)

Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 200 grader ved varmluft.

Lun mælken og opløs gæren heri. Tilsæt sukker (honning), salt, kardemomme, vaniljepulver, fløde og det smeltede smør. Til sidst vendes melet i og dejen æltes godt sammen.

Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca. 1 time med bageklæde/viskestykke. Imens laves cremen, hvis ikke der bruges færdigkøbt cremepulver.

Slå dejen ned og skær den i 12 lige store stykker. Hver stykke rulles til en flad cirkel og en klat creme og et stykke marcipan lægges i midten. Man kan også bruge en klat creme og en tsk. hindbærmarmelade.

Saml dejen som en lille pose omkring fyldet, luk bollerne godt til og læg den på bagepladen med sammenføjningen nedad.

Lad bollerne hæve i 30 minutter under bageklæde eller viskestykke et lunt sted.

Pensl bollerne med vand inden bagningen og bag bollerne i 12 minutter, til de er gyldne og gennembagte, Lad fastelavnsbollerne køle af på ovnristen inden evt. pyntning og servering.

Pynt eventuelt med hvid- eller chokoladeglasur eller drys lidt flormelis over bollerne.

Hjemmelavet vaniljecreme til 12 stk fastelavnsboller:

Ingredienser:

2,5 dl mælk
50 g sukker
2 æg
Kornene af 1 vaniljestang + den tomme stang
2 spsk maizena

Fremgangsmåde:

2 dl mælk, sukker, vaniljekorn, æg og den tomme vaniljestang kommes i en lille gryde ved svag varme. Maizenaen opløses i resten af mælken og hældes i gryden.

Cremen koges under omrøring til det tykner - det tager ca. 10 minutter.

Lad cremen køle af og fisk den tomme vaniljestang op og kasser den. Husk at omrøring inden cremen skal bruges til fastelavnsbollerne.

Siede hele massen da der var store stumper vaniljestang i inden den tyknede for at få en ensartet vaniljecreme. 


Enjoy :-)

Medic out.

Ingen kommentarer: