mandag den 1. februar 2016

Blogorlov



Hej derude på det store Internet.

Jeg har været væk i lidt over en måned og har slet ikke blogget eller fået læst noget som helst. Det er der en speciel grund til og den vil jeg nu dele med jer. For det har dig som kommer forbi min blog en gang i mellem fortjent at få af vide.

Fredag den 8. januar blev jeg ringet op af min yngste lillebror som fortalt mig at det var en god ide at komme til København, nærmere bestemt Rigshospitalet, lørdag den 9. januar da der ikke var mere de kunne gøre for min mor som var indlagt efter en massiv hjerneblødning den 1. november 2015.

I samråd med familien den lørdag blev det bestemt at vi slukkede for respiratoren søndag den 10. januar og lod mor sove ind og få fred. Lægerne havde gjort alt hvad de kunne. Der var ingen kontakt til hende og havde ikke været det i hele december så det var for det bedste. Vi var forberedte på at det var den vej det gik.

Det var også min mors ønske ikke at ende som en grøntsag et eller andet sted på et plejehjem. Det har hun altid gjort os klart så vi valgte at følge hendes ønske. Plus der var stødt komplikationer til i hendes hjerne som ikke kunne fikses med operationer og antibiotika.

Vi havde en engel ved vores side hele vejen og det var mors sygeplejerske Mohammed. Jeg har aldrig mødt en mere empatisk, sød, venlig og helt igennem fantastisk mandlig plejer som kererede sig så meget om en patient og de pårørende.

Min familie viste ham at døden også kan være smuk ved at være samlet om min mor og sige farvel. Lige før respiratoren blev slukket sørgede vi for at der blev afholdt en ceremoni med hospitalspræsten som var i fuld ornat og som velsigende hende og gjorde hende klar til hendes rejse til den himmel og de engle som hun troede på.

Jeg har aldrig set et andet menneske dø før. Men det var den smukkeste oplevelse jeg nogensinde har oplevet. For jeg var med hele vejen lige fra de slukkede for respiratoren til hun tog sit sidste åndedrag og døde i sengen på den enestue hun lå på. Smertefri.

Bagefter så skulle der arrangeres bisættelse som foregik fra Lolland, hvor mine forældre bor. Vi skulle sørge for alle mulige ting som vi aldrig har prøvet før, men alt gik glat og vi kom igennem dagene indtil bisættelsen der fandt sted mandag den 18. januar.

Præsten holdte en meget smuk tale for mor, vi sang hendes ynglings salmer og havde fået kirkesangeren til at synge "Den danske sang er en ung blond pige" i hendes ære. Blomsterne var flotte og der var vel godt og vel 40 mennesker til stede.

Da vi sad inde i kirken begyndte det lige pludselig at sne ret kraftigt i 5 minutter og jeg sad og kiggede ud af vinduet og tænkte at det var min mors måde at sige "Tak for alt, jeg er kommet godt afsted, nu kan I godt give slip på mig for jeg er lige det hvor jeg skal være. I jeres hjerter."

Os fire børn og to svigersønner bar hende ud til rustvognen så hun kunne begynde sin sidste rejse til krematoriet i Ringsted. Vi fulgte hende på vej ud til vejen og så hende køre af sted.

Bagefter var der kaffe og kage og vi hyggede alle til sent på eftermiddagen før de sidste brød op.

Det er hårdt at miste sin mor. Specielt når det var hende som var min bedste ven og hende som jeg kunne ringe og fortælle alt. Uanset hvad tid på døgnet det var. Jeg savner hende hver dag. Men jeg ved også at hun er et bedre sted og sidder og kigger ned på mig og siger at hun vil sparke mig i røven hvis ikke jeg kommer op på hesten og husker alle de gode minder vi fik sammen.

Så det er det jeg gør ved at skrive dette her. Kommer i gang med det jeg elsker. At leve.

Medic out.

3 kommentarer:

Tanja sagde ...

Det gøre mig ondt det skulle gå den vej for din mor også.
Men lyder til i fik sagt godt farvel til hende...

Kram

Morten Bendixen sagde ...

øvøvøv. jeg kondolerer

Medic sagde ...

Tanja: Ja vi fik sagt et smukt farvel til hende og det trøster mig rigtig meget i denne tid.

Morten: Tak skal du have, det er aldrig sjovt at miste en man elsker og holder af.