Ham den dejlige og mig var en tur i London sidst i oktober for at besøge min søster og svoger. Det var en mega dejlig og hyggelig tur hvor vi rigtig fik leget turister og fik gået en hel masse kilometer hver dag. Det var første gang for ham den dejlige og han synes rigtig godt om byen efter vores første besøg.
Jeg skal nok skrive et par indlæg om vores tur med billeder så I kan se hvad vi fik tiden til at gå med i den lille uges tid vi var der. Det var super skønt at se søster og svoger igen og vi hyggede max sammen med dem og deres logerende Darren.
Fredag den 30. oktober var det tilbage på arbejdet og det var godt at komme tilbage. Weekenden foregik stille og roligt med arbejde lørdag til kl. 1300 og så var det ellers hjem og nyde min halvanden fridag inden jeg igen skulle på arbejde mandag.
Søndag den 1, november bliver jeg ringet op af min ældste lillebror og de to første gange hører jeg ikke min telefon da den står på lydløs og vi på matriklen hygger med brunch. Da jeg endelig får set på telefonen er der lagt en besked på telefonsvareren som jeg aflytter.
Her fortæller han at min mor er faldet om på en bænk på Den Røde Plads på Nørrebro med en massiv hjerneblødning og at han er med hende i ambulancen og de kører hende til Riget. Det var ikke lige til at tro og jeg var rystet. Min mor på Riget igen igen. Ikke særlig lang tid efter sidste gangs to måneders indlæggelse oven på en tredobbelt bypass.
Hun bliver opereret i 4 timer ved en kompliceret operation hvor de sætter dræn i hendes hjerne for at fjerne blødningen. Da de har lukket hende så finder de ud af at blødningen ikke er stoppet og nu kan tiden kun vise om hun overlever og om kroppen absorberer blodet.
Jeg skynder mig at bestille en flybillet til København mandag den 2. november og ringer til chefen og siger til hende at jeg desværre ikke kommer på arbejde og jeg ikke ved hvornår jeg kommer tilbage. Hun er forstående og siger god for det.
Da jeg ankommer til Riget mandag eftermiddag så er min mor stadig i koma og det går meget langsomt fremad med hende. Tirsdag bliver de nødt til at flytte hendes respiratorslange ned til et hul som de laver i halsen, da hun ikke kan fordrage at have den i munden.
Det går op og ned i en hel uge og vi kan ikke rigtig se nogen bedring hos hende og sygeplejerskerne har svært ved at styre hendes blodtryk, det går som i en bølgedal op og ned op og ned hele tiden. Derfor får hun lidt sovemedicin indtil de har stabiliseret det.
Min mor reagerer når vi kommer og besøger hende og taler til hende selv om hun er i koma. Vi kan se det på hendes hjerterytme som bliver skyhøj hvis vi siger noget hun ikke er enig i og som ellers hæver sige et par tal når vi kommer og holder hende i hånden for at snakke om hvad vi har lavet inden besøget hos hende.
Mandag den 9. november er jeg nødt til at tage tilbage til Bornholm da jobbet kræver min tilstedeværelse. Min søster tager samme dag hjem til London og inden vi gør det har vi en snak med lægerne og de er ikke optimistiske. Min mor har fået det værre og de sender hende til scanning for at finde svaret.
Dagen efter ringer min ældste lillebror til mig og fortæller mig at min mor trækker vejret selv, at blødningen i hjernen endelig er ved at falde og den bliver absorberet af kroppen plus hun er vågnet. Altså hun glipper med øjnene og i man i korte øjeblikke kan have kontakt til hende før hun forsvinder ind i sig selv igen.
Det er så mere eller mindre status lige nu. Sygeplejerskerne har haft hende oppe og sidde på sengekanten sammen med en fysioterapeut og i en kombistol og når de har kontakt til hende så forstår hun hvad der sker. Men det er med bitte små skridt det går fremad og vi tager en dag af gangen.
Jeg prøver at være positiv for min mors skyld og for mig egen også, men nogen gange så er det sq lidt svært. Har oplevet en rutchebane tur og synes ikke den sætter farten ned uanset hvor meget jeg end prøver at få den til det.
Men jeg holder mig til mig evindelige ordsprog: "Positiv energi er det bedste der findes". Det skal nok gå alt sammen så længe vi tænker positivt og sender positive tanker i min mors retning.
Mens jeg var i København så var jeg da også lige en tur forbi Bogmessen i Bella Centeret sammen med vennerne lørdag den 7. november og det var mega hyggeligt som altid. I min travlhed med at pakke til turen over til min mor få fik jeg slet ikke kamera eller noget med så jeg har igen billeder fra dette års event. Desværre.
Jeg undskylder på forhånd at jeg ikke har haft tid til at læse alle de bøger jeg skulle have læst eller for den sags skyld fået lagt anmeldelser op på bloggen, men familien har været det vigtigste for mig i denne her svære stund.
Jeg vil gøre mig bedste for at komme i gang med læsningen når jeg føler mig klar og tankerne ikke myldre rundt som en myrefarm på druesukker. Desuden så er der nogle kager der skal bages og smages og det arbejder jeg også på at få gjort noget ved.
Tak til alle min søde, dejlige og fantastisk venner for at have været der for mig. I betyder alt for mig og jeg er rigtig glad for jeres fantastiske opbakning når jeg møder de svære udfordringer som jeg gør.
I ved hvem I er :-)
Medic out.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar