mandag den 16. februar 2015

Kotelet med porre, bacon, sød chilisauce og Colcannon


I fredags var jeg alene hjemme til aftensmad og der bestemte jeg mig for at prøve at lave en ny opskrift og en gammel opskrift for at se om de passede sammen. Det gjorde de og måltidet smagte fremragende lige til sidste bid.

Valget faldt kødmæssigt på koteletter med porre, bacon og sød chilisauce. Retten er utrolig lækker og så kan den stå og hygge sig i ovnen mens man laver den irske Colcannon (kålstuvning). Det er hvidkål, kartofler og forårsløg blandet sammen. Mums siger jeg bare og så er hele retten faktisk ret sund også.

Den søde chilisauce lavede jeg selv da alle dem jeg kiggede på i butikken var med hvidløg. Her brugte jeg Sambal Oelek sauce, jordbær/rabarber marmelade og honning. Resultatet blev rigtig godt og jeg kan varmt anbefale at man selv laver den.

Hjemmelavet sød chilisauce:

1 1/2 spsk sambal oelek
1 1/2 spsk jordbær/rabarber marmelade
ca. 1 1/2 spsk honning

Alle delene røres sammen til en homogen masse som herefter kan bruges på koteletterne.


Ingredienser til 4 personer: (Koteletter)

4 koteletter
2 porre
8 skriver bacon
2 dl sød chilisauce
2 spsk olie
salt og peber

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Brun koteletterne på en varm pande i olie i ca. 3 minutter på hver side og krydr med salt og peber. Tag dem af panden.

Vask og halver porrerne på langs og læg et stykke på hver kotelet. Vikl 2 stykker bacon omkring hver porre og kotelet. Læg dem i et smurt ildfast fad eller på en bageplade. Kom 1 spsk sød chilisauce på hver kotelet.

Bag dem i ovnen i ca. 10-15 minutter afhængig af kotelet´/porre størrelse.

Tag dem ud og server dem med Colcannon (kålstuvning).




Ingredienser til 4 personer: (Colcannon)

4 mellemstore kartofler, skrællede
300 g (1 l) strimlet kål (her bruger jeg altid spidskål, denne gang brugte jeg dog hvidkål)
60 g smør (her brugte jeg 2 spsk flydende smør uden det forringede retten)
1 1/4 dl hakkede forårsløg (her bruger jeg 5-6 forårsløg)
1 1/2 dl varm mælk
Stødt peber
1 spsk hakket persille til pynt (det undlader jeg som regel)

Fremgangsmåde:

Skær kartoflerne i kvarte og kog dem i 15 minutter eller indtil de er møre. Hæld vandet fra og mos kartoflerne med en gaffel indtil de er tørre og melede.

Kog kålen i 10 minutter, hæld den op i et dørslag og lad den dryppe godt af.

Smelt smøret i en stor gryde, kom kålen i, rør forårsløg i og lad blandingen svitses i 1 minut. Bland kålblandingen med de mosede kartofler. Tilsæt varm mælk indtil blandingen har en flødeagtig konsistens.

Tilsæt peber og server retten pyntet med hakket persille.



Som I kan se så tog jeg en hel porre og halverede den for derefter at lægge de to stykker på koteletten før jeg tog 3 stykker bacon og viklede dem om det hele. Det smagte rigtig godt og porren var dejlig gennembagt. Helt sikkert en ret jeg vil lave igen. Mums.

Har brugt opskrifter fra nedestående bøger.


Enjoy :-)

Medic out.

Ingen kommentarer: