mandag den 16. februar 2015

Anmeldelse af 19. September - Da Politiet Blev Taget

Bagsiden fortæller:
Præcis klokken 11 hylede sirenerne ildevarslende over hele landet. Det skulle blive en af de mest dramatiske dage under besættelsen.
I de følgende timer satte tyskerne det danske politi ud af funktion i en storstilet og blodig aktion, og da den 19. september 1944 var omme, var 2.000 betjente på vej til en uvis skæbne i tyske koncentrationslejre. Af dem vendte mange hjem, men ingen uden ar på sjælen.

Frank Bøgh fortæller i denne bog historien om den 19. september 1944, som de danske politifolk selv huskede dagen. Time for time følger vi deres oplevelser under tyskernes "Aktion Möwe", som forandrede danskernes hverdage under besættelsen -  til det værre.

19. september - Da Politiet Blev Taget er en lettilgængelig, oplysende og fyldt med uafrystelige øjebliksbilleder fra en både kaotisk og skelsættende dag i Danmarkshistorien.







Anmeldelse:
Denne her bog er en lille oplysende bog om hvad der skete den 19. september 1944 da "Operation Möwe" blev sat i værk kl. 1100 i nogle af Danmarks større byer.

Günter Pancke og General Von Hanneken mente at det danske politi var for sløsede i at opklare sabotage og stikkermord og de generelt bare skulle formindskes i antallet så styrken blev mere effektivt. Derfor begyndte de at planlægge "Operation Möwe" som skulle sende 2.000 danske politifolk igennem 3 forskellige koncentrationslejre, nogen med døden til følge.

Der var heldigvis nogen der undslap og som flygtede til Sverige og så var der nogle som fik besked på at gå hjem og de kom ikke i tjeneste før krigen var slut.

Alt dette her fordi tyskerne ikke kunne få hånd i hanke med den politistyrke i et land som de havde besat. De kunne ikke få dem til at samarbejde og de kunne heller ikke få den nedjusteret så de ikke var så mange.

Det mest groteske i denne her aktion var at de fleste af politifolkene ikke havde gjort noget som helst andet end at passe deres arbejde og så blev de straffet med den strengeste straf i Nazi-Tyskland. Deportation til den visse død fordi der skulle statueres et eksempel.

Bogen er letlæst og lige ud af landevejen. Der er billeder i fra selve dagen og billeder af de højt på strå tyskere som lagde planen. Mange af dem blev idømt strenge straffe, men så blev de benådet i starten af 50'erne. Lidt uforståeligt når nu de var skyld i en del af de deporterede politifolks død.

Bogen er skrevet af Frank Bøgh. Den er udgivet af Forlaget People's Press og kan købes hos landets boghandlere til 249,95 kr. 3/5 stjerner. Lånt på biblioteket.

Ingen kommentarer: