Efter jeg fik skrevet mit indlæg om at miste del 1 så har jeg haft lidt mere pause i min tankestrøm. Men der er stadig en del som jeg mangler at skrive lidt om. Det er noget som i de seneste måneder har taget en del af min tankevirksomhed og nogen gange så har den slået krøller på sig selv om jeg ikke rigtig har kunne løse.
Jeg har ikke mange venner og har aldrig haft det. Dem jeg har er nogen som jeg har lyst til at være sammen med og dele mit liv med. Det har nok noget at gøre med at jeg godt kan lide at være alene og siden jeg var lille har været meget kræsen med hvem jeg lukker ind i mit liv pga mobning.
Det har fulgt mig i mit voksne liv og jeg er stadig kræsen med hvem jeg lukker ind i mit liv. Jeg skal kunne føle at jeg kan stole på folk og de ikke løber med sladder og snakker bag min ryg. Har den holding at hvis du har et problem med mig så skal du sige det til mig for jeg kan ikke læse tanker.
Derfor gør det ondt når man tror at man har en ven/veninde for livet og man så får gjort et eller andet som støder denne/de personer. Når de vælger ikke at sige hvad de er blevet sure over og hvorfor de nu lægger en totalt på is.
Det skærer i mit hjerte at vi som mennesker ikke kan finde ud af at tale om tingene i stedet for at tro at modparten selv kan finde ud af hvad der er galt. Jeg bor langt væk fra mine venner på Sjælland og har ikke så mange her på Bornholm. Derfor kan det være svært at tage en face-to-face samtale om tingenes tilstand.
Jeg har de sidste par år lært at sige min mening hårdt og kontant uden at tænke på hvad andre synes om det. Kan være mega hår i mine udmeldinger hvis der er noget som ikke passer mig. Men jeg er ikke en følelsesløs kvinde.
Inden under min hårde skal at jeg en varm, kærlig, blød, lattermild og nogen gange ikke særlig sikker på mig selv dame. Jeg får det som regel skidt hvis jeg har kommet til at være for hård ved én jeg kender og prøver efter bedste evne at sige undskyld og jeg nok skal gøre det bedre og forbedre mig og min opførsel.
Jeg er kendt som en diplomatisk, pædagogisk og meget meget tålmodig person som der skal pirres meget før jeg bliver irriteret. Men jeg har da også mine fejl og dem kan jeg jo ikke gøre noget ved hvis ikke der er nogen som fortæller mig hvad jeg gør forkert for at støde folk fra mig.
Alt i alt så kunne vi alle sammen nogen gange godt bruge at være ærlige over for os selv og andre og sige sandheden om hvorfor vi lukker ned for et godt venskab. Ærlighed varer længst og selv om sandheden er ilde hørt så må man nogen gange fortælle det som det er. Selv om det gør ondt.
Dette indlæg er kulminationen på tankevirksomhed om et par venskaber som i tidens løb er kulsejlet for mig. De har alle fyldt meget i mit liv og lige pludselig så er de væk. Jeg er heldigvis ikke bitter over udfaldet, men taknemmelig for at de gjorde mig stærkere og mere sikker på mig selv i det lange løb.
Jeg er kun et menneske og ikke nogen superhelt med fantastiske evner. Jeg er mig og du er dig. Hvis vi prøvede at snakke sammen og tilgive lidt mere så tror jeg verden ville være et endnu mere pragtfuldt sted at være.
Til sidst vil jeg sige at jeg er utrolig taknemmelig for de få venner jeg har. De har holdt ved mig i tykt og tyndt og har fundet sig i mine nogen gange underlige luner. De ved hvor de har mig og jeg ved hvor jeg har dem. De er fantastiske hver og én og jeg ELSKER dem med af hele mit hjerte.
Medic out.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar