I de sidste par uger har dette her indlæg langsomt begyndt at tage form i mit hoved. Jeg har ikke været helt sikker på hvordan jeg skulle få mine tanker ned og ud på bloggen for jeg synes ikke der hverken er hoved eller hale i det som jeg egentlig gerne vil fortælle.
Det handler om at miste til døden og når venskaber gå itu.
Jeg har været ude for begge dele i år og nu hvor året er ved at gå op hæld så er jeg begyndt at reflektere over hvad man med et slag lige pludselig kan miste og savne så det gør helt ondt i ens sjæl. Har de sidste to år mistet nogen jeg kender til den frygtelige sygdom kræft og det har været en ubehagelig overraskelse begge gange.
I år mistede jeg min nære veninde Natasha til en meget aggressiv omgang kræft og en del af mig har en smule dårlig samvittighed fordi jeg ikke kunne komme til Sjælland og se hende da hun ringede for at få mig derover da hun gerne ville fortælle mig det face to face.
På den anden side så har jeg gentagne gange fået af vide at jeg ikke skal have dårlig samvittighed for hun gled ind i koma et par dage efter hun ringede til mig. Savnet er der stadig og hun er mega savnet selv om vi faktisk var gledet en smule fra hinanden.
Hun hjalp med at gøre mig til den kvinde som jeg er i dag. Hun havde en speciel evne til at hanke op i en og sørge for at man selv kunne se at det hun sagde var rigtigt. Nogen gange overskred hun mine grænser og det blev jeg til sidst modig nok til at fortælle hende. Fordi hun hjalp mig med at få rygrad.
Savnet er virkelig svært at håndtere og en af mine fødselsdagsgaver som hun gav mig et år efter vi mødtes har jeg ikke kunne bære fordi hendes bortgang stadig er for tæt på. Det er et From Soldier to Soldier armbånd der er spættet og det er fyldt med minder om min engang fantastiske PingTrold.
Jeg troede faktisk at jeg var kommet så meget videre og havde accepteret at hun var væk, men nogen gange så hører jeg hendes stemme hvis jeg lytter rigtig godt efter. Hun ville være blevet så stolt af at høre jeg havde bestået min køreprøve og ville have insisteret på at få en køretur for at se om jeg nu også kunne hitte ud af det.
Døden er en underlig ting og mens vi er i live så tænker vi nok ikke så meget over den andet end hvis der er en der bliver syg, kommer på sygehuset eller nogen man kender har været involveret i en alvorlig ulykke mm.
Der er ingen som ved hvad der sker når vi "er væk" og har lukket vores øjne for sidste gang. Der er mange vidneberetninger om lyset for enden af tunnelen og familie der står og vinker til en. Der er nogen som siger at der bare er mørkt og det hele er opreklameret.
Jeg håber og tror på at vi bliver genfødt som et eller andet i fortiden, nutiden eller fremtiden. Det være lige meget om vi bliver noget i naturen, et dyr eller menneske. Vi får helt sikkert en chance til. Det ved jeg Natasha har fået for hun blev taget fra os alt for tidligt.
Jeg er overhovedet ikke religiøs og bliver det heller aldrig. Tror ikke på ham der gud i himlen eller hans søn Jesus. Men jeg er stadig overbevidst om der findes mere mellem himmel og jord end det som vi kan se. At dem vi elsker bliver genfødt på en eller anden måde for at gøre verden et rigere sted at være.
Hvad vil jeg med det her indlæg. Tjae jeg vil vel egentlig bare have os til at holde kontakten med dem som rækker ud efter os og gerne vil dele deres svære liv med os når de er syge. At vi giver os tid til at give dem den kærlighed som de har brug for og giver dem en skulder når de har brug for det.
At vi som mennesker ikke lader vores travle hverdag komme i vejen for et smil, et knus og en samtale om livet og døden selv om det er svært. At vi tager os tid til hinanden uden hele tiden at skulle på de elektroniske medier for at se hvad der sker i vores egen lille boble.
At vi begynder at interesserer os for hinanden og viser det med vores ubetingede opmærksomhed for vores medmennesker i gode som dårlige tider. Ring, skriv et brev, en e-mail eller send en dusk. Det bringer glæde hos modtageren. For du ved ikke hvor lang tid du har dem i dit liv.
Medic out.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar