onsdag den 26. november 2014

Anmeldelse af Eremitten

Bagsiden fortæller:
Selv den største taber kan vinde dit hjerte.

På en strand på den kanariske ferieø Fuerteventura holder en spritny bil. På bagsædet står en papkasse med en lille død dreng. Ingen savner ham. Der er intet spor af bilens fører, ingen fod- eller fingeraftryk og tallet på bilens kilometertæller giver ingen mening.

Det sidste, Fuerteventura har brug for, er en grim sag og en uløselig gåde, der jager endnu flere turister væk fra øens halvtomme barer og forblæste strande. Det lokale politi forsøger derfor at lukk ened for historien med et kynisk svindelnummer, men den gamle eneboer Erhard, der ser mere end de fleste, hager sig fast i mysteriet med desperat ukuelighed. Han har for mange år siden kappet forbindelsen til kone og børn i Danmark og hutler sig igennem som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer for øens få velhavere.
Den døde dreng tvinger Erhard tilbage til livet, men hvad kan en gammel mand, en taber, der nægter at følge med tiden, gøre for at opklare et morderne mysterium med tråde, der fører lang uden for Fuerteventura?




Anmeldelse:
Det har taget mig hele 14 dage at få læst denne her moppedreng af en krimi af Thomas Rydahl. Det har været gange hvor jeg har været lige ved at kaste håndklædet i ringen og ganske simpelt nægte at læse videre fordi bogen frustrerede mig.

Jeg indrømmer at jeg har det svært med denne her bog. At bruge 521 sider på at opklare en lille drengs død på 3 måneder er på en måde for mange sider. På den den positive side så kommer man helt tæt ind på livet af vores danske hovedperson Erhard, eremit, taxachauffør og klaverstemmer på vej mod 70 år, med en mission der fører ham tilbage til livet med diverse krumspring.

Bogen er ligesom et træ. Handlingen hopper fra gren til gren uden at man ved hvor den ender. Bogen er tung at komme igennem og meget langsom om at komme i gang. Men når den endelig kommer i gang så er den ok god. Man kunne godt have kortet bogen ned uden det havde gjort noget for den drukner nogen gange i lange passager som intet har med plottet at gøre.

Erhard Jørgensen har sat sig i hovedet at opklare drengens død da han bliver sat til at kigge på og oversætte en dansk avis der er fundet i en papkasse på findestedet. Senere prøver politiet og andre magtfulde mennesker på øen at stoppe Erhard for de vil bare gerne lukke sagen, men uden synderligt held.

Da han bliver direktør i det konkurrerende taxaselskab får han flere muligheder for at finde de oplysninger og mennesker som han har brug for i sin efterforskning. Samtidig ved alle på øen hvad han laver og de ryster lidt på hovedet af den gamle mand.

Erhard kommer vidt omkring og med fare for sit liv så bliver han ved med at efterforske drengens død. Man kan ikke bare lade sådanne noget ligge fordi det vil skade turistindustrien på øen mener han. Det er ikke fair overfor barnet at ingen ved hvad der skete med ham.

En ting der virkelig genere mig er brugen af store bogstaver. Midt i en sætning er det der. F.eks. på side 288 linie 22 "..., og dem omkring ham nikker og siger Ja"
Side 290 linie 14: "Charles siger Tak for i aften og ..." Side 295 linie 13 "gætter, at bilforhandleren er Stjernen,"

Det forekommer i hele bogen. Først troede jeg at det var en slåfejl og sætternissen havde været på spil, men des længere jeg kom i bogen så indså jeg at det skulle være sådanne. Det er ganske irriterende for mig som læser for det ødelægger min læseoplevelse af bogens historie.

Jeg har virkelig prøvet at være positiv overfor bogen og nu da jeg har sovet på den i et par dage synes jeg den er ok, selv om den er lang og tung.

Kasper fra Forlaget Bindslev sendte mig et kort over Fuerteventura med et par markeringer af centrale steder. Det var en sjov detalje.



Bogen er skrevet af Thomas Rydahl og udgivet på Forlaget Bindslev. Den kan købes hos landets boghandlere til 299,95 kr. 3/5 stjerner. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Ingen kommentarer: