Efter glæde kommer sorg

Mandagen efter jeg havde sagt farvel til mine venner læser jeg den sørgeligste besked på Facebook. Min nære veninde igennem 7-8 år er sovet stille ind på sygehuset efter kort tids sygdom. Jeg gik og ventede på besked på hvad prøverne viste og fik først i lørdags besked ved hendes bisættelse. Hun døde af kræft.

Her er hvad jeg skrev på Facebook i hendes minde:

Mandag den 30. juni var sidste gang jeg snakkede med min PingTrold. Hun fortalte mig om hvad de på sygehuset måske troede at der kunne være galt. Hun lovede at ringe til mig med resultaterne. I mellemtiden frittede jeg hende ud om hvor hun lå på Riget da jeg havde som jeg sagde "skumle planer". De viste sig som en flot buket blomster sendt fra Bornholm med kærlige hilsner og nøj hvor blev hun glad den dag hun modtog dem. Det var den 2. juli. Det er det sidste livstegn jeg fik fra hende.

Da jeg i mandags (d.14. juli) læser at hun har forladt os blev jeg helt vildt ked af det og sad i en halv time og sagde til computerskærmen at det ikke kunne passe mens tårerne pressede sig på. Jeg måtte endda ringe til en ven for at være sikker. Det væltede ned med regn og blæste og jeg blev enig med mig selv om at det var tegn på at himlen græd ved tabet af vores alles sammens fantastiske veninde.

Jeg tog ud til et specielt sted med klipper og holdt min egen lille ceremoni og kastede en enkelt rød rose ud i havet til ære for min PingTrold. Det holdt op med at regne og blæse knap så kraftigt imens rosen drev til havs.

Natasha du lærte mig at være den person jeg er i dag, du lærte mig at sige fra og stole på mine egne evner. Du gav mig rygrad. Du lyttede til mig og jeg lyttede til dig når du ringede og trængte til at rase ud. Mit liv blev forandret den dag du trådte ind i det og du har en speciel plads i mit hjerte. Du var en ener.

Din smukke dame jeg håber du sidder et sted og kigger ned på os alle sammen og smiler til os.

Jeg vil savne dig uendeligt meget.

I lørdags tog jeg som nævnt til bisættelse i Hillerød for at ære min veninde. Det var en 5 1/2 timer lang tur, men den var det værd. Jeg havde bestilt en bårebuket og fik den sendt fra Bornholm. Da jeg kom frem til kapellet så jeg at mine ønsker var blevet imødegået. Den var fuld af solsikker og i farver ligesom min buket til hende.

Hun elskede sækkepiber og der var en sækkepibe til stede til ceremonien som spillede rigtig mange af hendes ynglingsmelodier. Nøj hvor tårerne flød. Det gjorde de også da der blev spillet Lis Sørensen: Her er så stille nu. Vi fik besked på at lytte til teksten og ikke tænke på hvem der sang den og så flød tårerne igen.

Bedemanden havde fundet en meget smuk udgave af Amazing Grace som han spillede mens vi alle sad og tænkte at den var lige i hendes ånd.

Til sidst da vi skulle sige farvel og gå forbi kisten så blev der spillet hendes absolutte ynglings sang nemlig Highland Cathedral. Den mest smukke afslutning på en sorgens dag.

Dette er også grunden til at der har været lidt stille på bloggen for jeg har skulle sørge over min PingTrold. Jeg havde ikke regnet med at jeg skulle miste hende allerede som 47 årig, men det skulle jeg og det er en svær pille at sluge.

Ved dog at hun har det godt hvor hun er nu, hos krigerne i Valhal for det er der hun fortjener at være.

Medic out.