onsdag den 21. maj 2014

Hveder med kardemomme


Den 15 maj om aftenen er den tid hvor vi næsten alle sammen i Danmark sætter os ned sammen med familien for at spise varme hveder.

Ifølge kilder på nettet så stammer skikken med varme hveder nemlig fra den tid, da store bededag var arbejdsfri bede- og bodsdag.

Når kirkernes klokker ringede, betød det, at alle skulle holde fri og al handel skulle ophøre. Samtidig skulle alle afholde sig fra arbejde, rejser, leg og spil.

Også bagerne skulle holde fri og kunne derfor ikke bage brød. I stedet bagte de hvedetvebakker dagen før, så folk kunne købe dem dagen inden store bededag og varme dem på selve dagen.

Jeg synes det var tid til at prøve at bage mine egne hveder og afprøve dem på ham den dejlige og de to unge mennesker som var hos os i bededagsferien. Der er ikke de store ben i dejen så det er rimelig nemt at slå den sammen og det eneste der tager tid er hævningen. Men hvis man er tålmodig så får man et godt resultat.

Kan helt sikkert sige at jeg aldrig mere vil købe hveder hos bageren, så hellere selv bage dem. Dog vil jeg huske at minimere mine boller for dem jeg lavede blev kæmpe store. De smagte fantastisk og alle var vilde med dem.

Opskriften fandt jeg hos Anne-Kathrine og Maden i mit liv efter lidt søgen på nettet. Det er hendes opskrift jeg bruger og det eneste jeg har ændret er at bruge honning istedet for sukker. Plus jeg lader altid blandingen med smør, vand, mælk, gær, salt, sukker og honning stå i 12 minutter så det bobler. Brødet kommer til at smage bedre af det synes jeg.

Ingredienser til ca. 25 stk.:

100 gr smør
2,5 dl vand
2,5 dl mælk
50 gr gær
2 æg
2 tsk salt
2 spsk sukker honning
2 tsk stødt kardemomme
ca. 1 kg hvedemel

Smelt smørret og tilsæt vand og mælk. Rør gæren ud heri. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme. Til sidst æltes melet i og der æltes godt igennem i ca. 6 minutter. Lad dejen hæve minimum 1 til 2 timer. Slå dejen ned og form den til 25 boller der stilles tæt sammen på en bageplade. Lad bollerne efterhæve ca. 30 minutter i ovnen med en bradepande med dampende vand i bunden af ovnen.

Når hvederne er hævet til dobbelt størrelse, og er vokset sammen, tages de ud af ovnen og ovnen varmes op til 200 grader. Herefter kommes hvederne tilbage i ovnen og bager ca 15-20 minutter til de er gyldne og gennembagte. Hvederne afkøles og skæres herefter over og ristes gyldne i ovnen. Server med smør og/eller pålæg.

Efter endt hævning med damp i ovnen

Det færdige resultat

Enjoy :-)

Medic out.

Ingen kommentarer: