onsdag den 21. maj 2014

Cake World Nordic i Bella Centeret del 1


Den 3. maj mødtes jeg med mine nære venner på Københavns Hovedbanegård for at tage turen til Bella Centeret hvor vi skulle til vores første kagemesse. Vi vidste faktisk slet ikke hvad vi gik ind til, men det skulle vise sig at blive en god og hyggelig tur hvor vi fik købt lidt af hvert til fremtidig bagning.

Vi troede egentlig at det var det rigtige Bella Center hvor det foregik, men fandt dog ud af at det var den bygning der ligger lige ved metroen som vi skulle ind i. Det var ikke en kæmpe messe, men der var alt for enhver smag.

Omdrejningspunktet var mest fondant og stencils til at putte på kager for at lave et mønster og så forme til at lave forskellige udsmykninger til kager og muffins. Men der var meget andet. Alt lige fra Kitchenmaid maskiner til brødblandinger til store poser med chokolade knapper, mini skumfiduser og muffinsforme plus keramiske bage kugler til tærter.





På en af standene var der småkageblandinger, brødblandinger og kageblandinger i fine flasker. Her brugte nogen af os en hel del tid med at stå og smage på de forskellige ting før vi fandt ud af hvad vi gerne ville have. Småkageblandingerne var en lille smule for søde for mig, men brødblandingerne var fantastiske.

Jeg fik gode ideer til hvad jeg kan putte i brød af forskellige krydderier og det er helt sikkert noget som skal prøves når jeg næste gang skal bage.





Alt hvad hjertet kunne begære af bageting var der her på kagemessen og vi nød hvert øjeblik vi var der. Der var stande hvor de viste deres produkter frem ved at vise hvordan man brugte deres forme og hvordan man pyntede resultatet så det blev super flot. Plus man kunne se udstillede kager på de forskellige stande.






Der var ikke kun danske udstillere, der var ret mange udenlandske udstillere og deres priser skulle regnes ud fra euroens grundpris 7,5 når man skulle købe noget hos dem. Det viste sig at priserne både var lave og høje nogle steder. Jeg blev specielt overrasket over hvad Cake Boss standen skulle have for deres grej.

Det eneste der egentlig manglede var en stand med bagebøger. Der var ikke en eneste kage-/bagebog af finde på messen. Havde egentlig lidt håbet at f.eks. Cake Boss UK havde taget nogle af hans bøger med, men nej det havde de ikke.

Alt i alt en rigtig god tur med mine nære venner og alle fik da også købt et eller andet med hjem til senere brug. Mere om det senere.

Medic out.

Ingen kommentarer: