onsdag den 15. januar 2014

Hjemmelavet Pølsehorn


Forleden dag bestemte vi os for at lave pølsehorn fra bunden. Jeg havde fundet en god opskrift på Arla.dk som skulle afprøves med min nye køkkenmaskine. Den blev et hit og smagte helt vildt godt. Dejen blev smidig og luftig og jeg var overrasket over så flot den blev efter ca. 4 minutter i maskinen.

Hvis man ikke har en køkkenmaskine at lave dejen på så gælder reglen stadig med at man skal ælte den i 12 minutter før den sættes til hævning og i yderligere 12 minutter inden den sættes til rest hævning efter at være blevet formet til brød og ind i ovnen.

Vi lavede dobbelt portion af dejen da vi skar de røde pølser over på midten og havde så til 16 perfekte størrelse pølsehorn. Ungerne fik lov til at hjælpe med at rulle dejen der også var delt i 16 stykker til en firkant og rullede den røde pølse ind i den.

Ingredienser til ca. 6 stk.:

25 g smør
1/4 liter mælk
25 g gær
2 tsk sukker
3/4 tsk groft salt
400 g hvedemel
Sesamfrø

6-8 pølser af god kvalitet (vi brugte røde pølser som vi skar over på midten, det blev de perfekte størrelse pølsehorn.)

Fremgangsmåde:

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Hæld blandingen i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser. Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med f.eks. et bageklæde eller et viskestykke og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Del dejen i 6 stykker og rul hver dejstykke ud til en lag pølse eller en firkant i samme længde som pølserne.

Sno nu dejen om pølserne. Pølsehornene lægge på en bageplade med bagepapir og efterhæver tildækket med bageklæde eller viskestykke i ca. 15 minutter. Pensl pølsehornene med vand/mælk go drysses evt. med sesamfrø. Bag dem midt i ovnen - til de er gyldne.

Bagetid: Ca. 20 minutter ved 200 grader i almindelig ovn (ikke varmluft).






Man kan godt putte tomatketchup ind i sammen med pølsen, men vi valgte ikke at gøre det. Det viste sig at være et godt træk og bare spise ketchuppen ved siden af kom de til at smage dobbelt så godt af.

Det er i hverfald ikke sidste gang der bliver lavet pølsehorn her i huset :-)

Enjoy.

Medic out.

Ingen kommentarer: