fredag den 6. januar 2023

2022 sammenfattet



Hej derude i blog-og bogland,

Jeg ville lige tjekke ind på bloggen og sige hej og give jer en lille sammenfatning på hvordan mit 2022 er gået og hvorfor jeg ikke har skrevet så mange anmeldelser selv om jeg faktisk fik læst ret meget året igennem.

- Jeg satte mig et mål på 22 bøger med en læse udfordring på siden Goodreads.com. Bogfeen tilsmilede mig og jeg fik læst hele 39 bøger. Hvilket jeg er rigtig rigtig glad for. Det har været et blandet boglæseår, men de fleste af bøgerne kunne jeg godt lide. Der var lige et par stykke hvor jeg følte jeg spildte min tid og en enkelt eller to som jeg helt måtte opgive da de var for trælse at læse.

- Mit læse nytårsfortsæt var at jeg endelig skulle have læst J.R.R. Tolkien: Silmarillion. Den har jeg prøvet at komme igennem i over 30 år og den 2. oktober 2022 blev jeg endelig færdig med den og JEG GØR DET ALDRIG MERE, BASTA. For hold kæft mand hvor var den svær at komme igennem. Men nu er det gjort og jeg er SÅ SUPER STOLT AF MIG SELV. Og kan nu kalde mig selv for en rigtig Tolkien-fan ifg de hard-core fans der findes derude et sted i den store verden.

- Jeg har brugt ni måneder på at være i praktik for at finde ud af om jeg var egnet til at få flex-job, skulle have førtidspension eller skulle på ressourceforløb da min krop desværre er blevet ødelagt og gør mega ondt hele tiden. 

Jeg har også selv skulle finde ud af hvad jeg selv ville og det har været en svær samtale at tage med mig selv for jeg havde en tom plet indeni mig som skulle udfyldes med hvad jeg gerne ville i fremtiden. Men til sidst kom jeg i mål og bestemte mig for at jeg ville stræbe efter at få tildelt flex-job. 

For som jeg sagde til min samtale med rehabliliterings-teamet den 23. november "Så ville jeg dø langsomt, hvis de gav mig førtidspension. Jeg vil ud og møde mennesker og lave det jeg kan i det omfang vi er har fundet frem til. Det giver mig energi og glæde at kunne bruge mine evner inden for butik til noget positivt."

Teamet lyttede og indstillede mig til flex-job og så gik det ellers stærkt og pr. 2. januar blev jeg ansat i Flying Tiger i Rønne på en 2 dage om ugen med 4 timer pr. dag aftale, wup wup wup jeg er så glad.

- I juli var vi på Lolland for at besøge min far og for at bruge 2 dage i Knuthenborg Safaripark sammen med et af vores fantastiske vennepar, hvor vi skulle sove i en telthytte ved elefanterne (jeg er tilfældigvis vild med elefanter hehe). Det var en mega fed oplevelse og det at have safariparken for os selv om aftenen var noget af en oplevelse. Jeg kan varmt anbefale andre at prøve en af de mange hytter som Knuthenborg sælger til overnatning. 

- Lørdag den 24. september deltog jeg i Strikkefestivalen Strik Bornholm i Allinge og hvor var det fedt igen at være med til og se alle mine skønne strikkedamer samt tøffe rundt og kramme på garn. Jeg havde ikke købt nogle af de workshops der var på programmet for det havde jeg ikke lige lyst til. Næste festival er om to år og der deltager jeg igen igen.

- Året har også været plaget af at min krop har opført sig mega øv. Jeg lavede nogle dumme bevægelser først i højre side og så i venste side af lænden, som gjorde at jeg i tre uger i sommer ikke kunne gå uden krykker pga smerter og fordi jeg var bange for at falde når jeg prøvede på det. Det var så slemt at jeg var bange for at det ville have sat sig så grundigt at jeg ikke ville kunne leve et nogenlunde almindeligt liv med gåture og køreture rundt på klippeøen.

Men nu er jeg jo rimelig stædig så jeg formåede at komme på højkant igen, kunne gå igen og kører bil igen så jeg kunne komme til kiropraktor og fysioterapeut der har kæmpet for at hjælpe mig med smerterne og det som havde sat sig i klemme. 

En julefrokost med Tiger-personalet i november gjorde at min venstre side af lænden satte sig så eftertrykkeligt at jeg stadig døjer med det i skrivende stund. Men den er så pisse stædig og jeg er snart ved at blive så desperat at jeg overvejer andre alternativer for at få hjælp.

Alt dette her gør at jeg ikke kan sidde ned længere tid af gangen og gå for meget af gangen, medmindre jeg har taget smertestillende og alligevelle så duer det ikke helt efter planen. 

Det gør så også at jeg ikke kan rejse til Sjælland og Lolland for at besøge min familie for kroppen vil slet ikke være med til at sidde i en bus og på et færge i tre timer plus yderligere timer med rejse med tog og bil hvis jeg skulle hele vejen til Lolland.

Jo måske hvis jeg bestilte en flybillet, men de er også rimelige dyre i denne her tid og jeg skal som alle andre i disse tider passe på pengene. Plus skal stadig have en sofa at ligge på for at slappe af i tide og utide. Så det er et no-go.

Så kroppen får behandlinger og sofatid og så må vi håbe på det bedste i 2023.

Uha ja det havde jeg da helt glemt at få med også.

- Jeg lavede et mål med at lære tysk i 2022 sammen med Duolingo, diverse læsematerialer, videoer på YouTube og på tyske internetsider for at give min gamle dumme tysklærer fra folkeskolen fingeren og bevise overfor mig selv at det kunne jeg sagtens finde ud af. 

Og det går strygende kan jeg godt sige jer. Det er lang tid siden jeg har snakket så meget tysk som jeg har gjort i hele højsæsonen mens jeg har været i praktik i Flying Tiger i Rønne. Tyskerne bliver så overrasket når de møder en som er villig til at tale deres modersprog også selv om jeg ikke er 100 meter mester i det endnu.

For ikke at gå helt sur i det tyske så fandt jeg på også at starte på svensk bare sådan for at kunne have et andet sprog af ty til når jeg bandede lidt for meget over den tyske grammatik og sætningsopbygningen. Det er faktisk en meget rar ting at have noget man lige kan falde tilbage på selv om det egentlig også er lidt kryptisk en gang i mellem.

Hvorfor lære tysk? Well fordi her på Bornholm kommer der rigtig rigtig rigtig mange tyske turister hele sæsonen fra april til sidst i oktober. Der er nogle tyskere som slet ikke taler andet end tysk og derfor er det for dem en skøn ting at vi er nogle der gerne vil tale tysk, så de ikke behøver være bange for ikke at blive forstået.

Hvad så med svensk? Well det er bare for sjov. Der kommer også rigtig rigtig rigtig mange svenske turister til øen, men vi kan godt forså hinanden selv om de stadig har et helt andet sprog. Det er bare meget sjovere at kunne prøve at lære fordi det jo alligevelle er så anderledes end dansk.

I dag i skrivende stund har jeg for øvrigt nået mine 300 dage på Duolingo wup wup wup.


Så alt i alt et godt, men blandet år 2022 som jeg kan se tilbage på. Bøgerne har heldigvis fyldt rigtig meget og jeg er glad for at have fået læselysten igen og læser som altid alt mellem himmel og jord.

Jeg ved ikke hvor mange boganmeldelser jeg vil få skrevet i 2023, det kommer helt an på hvad jeg føler for, men vil prøve at sørge for at have min læseliste opdateret så I kan se hvad jeg har læst. 

Håber alle har haft et fantastisk nytår og ønsker jer alle det bedste i 2023.

Medic out.

Ingen kommentarer: