søndag den 5. juli 2020

Havremuffins med Rabarber


Det er meget meget lang tid siden jeg har lagt en opskrift op på bloggen. Hver gang jeg har bagt og har tænkt "Nu skal den op på bloggen til andres nydelse" så er der kommet noget i vejen eller jeg har bare ikke haft overskud til at få den skrevet .

Men det skal altså ændre sig og lige nu bliver det i det små. Jeg har i torsdags bagt nogle rigtige lækre havremuffins med rabarber som har ligget i blød i en sukker-kanel-citronskal og ingefær blanding før rabarberne blev skåret i endnu mindre stykker og puttet i dejen. 

Lidt af væsken kom jeg også i dejen, men jeg gemte det meste af den så jeg kunne koge den ind til et sirup som jeg kunne putte oven på kagerne når de var færdige og afkølet. Det var den rigtig beslutning og de kom virkelig til at smage godt af det. 

Jeg havde lovet mine tidligere arbejds-kollegaer på Svaneke Røgeri at jeg ville have kage med til dem når jeg en dag kom på besøg og det blev så i fredags. Bestemte mig for at de skulle være mine prøvegrise til en ny opskrift og den blev et hit. Denne gang fik de sunde kager, næste gang er det den lidt mere usunde variant har jeg lovet dem.

Da kagerne er bagt med havregryn og hvedemel, så skal man være opmærksom på at de godt kan være lidt seje at få ud af papiret (hvis man bruger det når man bager) når de er kølet af. På matriklen fandt vi ud af at de dagen efter var super nemme at få ud af papiret og stadig smagte super godt og var svampet.

Jeg kan selvfølgelig ikke tage credit for selve opskriften for den har jeg fundet i en af mine mange muffins-bagebøger, men den originale opskrift er med tranebær og det var ikke lige det jeg havde lyst til at putte i. Sukkerblandingen til rabarberne er heller ikke med i opskriften, den har jeg tyvstjålet fra Meyers rabarber crumble.

Ingredienser (nok til 12 muffins)

Olie eller smeltet smør til smøring af form (valgfrit)
2 1/2 dl hvedemel
1 spsk bagepulver
1 1/4 dl mørk muscovadosukker
2 1/2 dl havregryn
2 store æg
2 1/2 dl kærnemælk
6 spsk solskikkeolie
1 tsk vaniljeekstrakt

Sukkerblanding til rabarberne:

500 g rabarber - skåret i små stykker
200 g sukker
1 spsk fint revet citronskal 
1 tsk stødt kanel
1 tsk fint revet ingefær

Fremgangsmåde:

Vend rabarberne i med krydderier og sukker. Sæt blandingen i køleskabet og lad den trække ca. 1 time.

Forvarm ovnen til 200 grader (jeg brugte almindelig ovnvarme, men det er en smagssag).
Smør en 12-huls muffinsform, eller beklæd den med 12 papirforme.

Sigt mel og bagepulver ned i en stor skål. Rør muscovadosukker og havregryn i blandingen.

Pisk æggene let i en stor skål, og pisk kærnemælk, olie og vaniljeekstrakt ind i æggene. Lav en fordybning i midten af de tørre ingredienser, og hæld de sammepiskede, flydende ingredienser deri. Rør ingredienserne forsigtig sammen, så de kun lige er blandede. Pas på ikke at røre for længe eller for kraftigt.

Tag rabarberne ud af køleskabet og sigt væsken fra. Hvis stykkerne er for store så skær rabarberne i lidt mindre stykker og put dem over i dejen sammen med ca. 2 spsk af sukkerblandingen. Bland det hele forsigtigt sammen.

Kom dejen i den forberedte muffinform med en ske. Her bruger jeg en is-ske, det er et godt råd jeg har tillagt mig fra en klog bagenørd. Bag kagerne i den forvarmet ovn i ca. 20-30 min. til de er hævet op, blevet gyldenbrune og faste. Brug en stegepind til at kontrollere at de er bagte inden du tager dem ud af ovnen. Der må ikke være dej på pinden, så skal de have lidt mere i ovnen.

Lad kagerne afkøle i formen i 5 minutter. Sæt den på en bagerist og lad dem køle helt af.

Tag sukkerblandingen og hæld den i en lille gryde. Lad den stå og koge ind til den bliver til sirup.Husk at røre i den regelmæssigt ellers brænder den på. Lad den køle af og kom den på toppen af dine muffins ad flere omgange. Server dine muffins med den resterende sirup og vaniljeis.

Enjoy :-)

Medic out.


Ingen kommentarer: