Tæppet til den dejlige er færdigt

I går aftes satte jeg sidste sting i det tæppe som min skønne mor skulle have lavet til ham den dejlige. Da hun døde havde hun strikket ca. 38 firkanter og der manglede godt og vel 14 for at gøre det færdigt når det blev lagt op på gulvet.

Dette er grunden til at jeg startede med at strikke. For at kunne gøre dette her tæppe færdigt. Plus det blev min sorgterapi efter det store tomrum som min mor efterlod. Hun var altid den man ringede til når der var et eller andet som man havde brug for at snakke om.

Jeg har aldrig rigtig sat mig ned og fået hende til at lære mig at strikke. Og så selv om vi sammen for over 30 år siden strikkede en trøje til mig. En jeg var rigtig glad for og som jeg gik i indtil den var så ødelagt at den ikke kunne reddes.

Men nu hvor jeg har siddet og syet dette her tæppe sammen så kan jeg se hvor umage hun har været med at strikke og gøre firkanterne til noget specielt. Ham den dejlige bestilte et tæppe i gråt, sort og hvidt, men der er også lidt brunt og blåt i. Min mors form for humor for at kunne bryde det ensformige i farverne.

Jeg ved at min mor sidder oppe på sin sky og kigge ned på mig og nikker anerkende over det stykke arbejde jeg har lavet. Hun vil synes det er flot lagt op og at hun ikke kunne gøre det bedre selv. Det er en stort trøst at jeg har noget som hun har lavet der er funktionelt og som giver varmen hele året rundt.

Udover det at være min sorgterapi så har det at strikke haft den gavnlige effekt at jeg kommer ud og er sammen med andre strikkende damer som har en fantastisk erfaring og de er super søde og venlige. Jeg er ikke den der gider at starte på en firkant for at lave en vaskeklud eller karklud.

Nej jeg starter på de svære ting for ellers lærer jeg jo aldrig de teknikker som der findes i strikningens verden. Plus jeg gerne vil lave ting til mig selv som jeg kan bruge og som jeg mangler. F.eks. sjaler til en mild sommeraften eller en råkold vinteraften hvor man måske er et sted hvor varmen ikke rigtig virker.

Når jeg strikker så føler jeg at jeg er lidt tættere på min mor. At jeg endelig forstår hvorfor det var hun strikkede så meget som hun gjorde. Det er ren meditation og hygge at sidde og strikke. Det giver en en kick af stolthed at se ens arbejde blive større og større og til sidst færdigt og klar til brug.

Derfor er det også dejligt at se at kvinder og mænd i alle aldre strikker og at det ikke er noget som vil forgå i denne her elektroniske verden som vi nu lever i. Det er noget som altid vil bestå og vi vil sørge for at give vores viden videre til dem som lige nu bestemmer sig for at nu skal de lære at strikke.

Strikker du??
Hvor mange år har du strikket??
Hvad kan du godt lide ved at strikke??
Vil du gerne lære at strikke?

Medic out.