tirsdag den 17. november 2015

Anmeldelse af Solomon Creed

Bagsiden fortæller:
På en bjergtop i byen Redemption, Arizona, er indbyggerne forsamlet på en gammel kirkegård for at begrave en lokal beboer, men den alvorsfulde begivenhed bliver pludselig afbrudt af en eksplosion et sted ude i ørkenen. Et fly er styrtet ned, og snart er en løbsk brand på vej mod byen.

Da byens politichef haster hen til nedstyrtningsstedet, er han nær ved at køre en høj, bleg mand over, som kommer løbende væk fra ilden, barfodet og uden erindring om, hvem han er, eller hvordan han er kommet dertil. Den eneste ledetråd til hans identitet er et mærke i hans skræddersyede jakke og en bog, der er dedikeret til ham, og begge angiver de navnet Solomon Creed. Han føler sig draget mod byen og har en tvingende følelse af, at han er kommet for at redde den mand, der er blevet begravet den selvsamme morgen.

For at afdække sin egen identitet må Solomon søge dybt i byens historie og sandhed og den mand, han er udset til at redde, men han møder modstand fra stærke kræfter og må handle hurtigt, hvis det skal lykkes ham at fobinde alle trådene, inden det er for sent.



Anmeldelse:
Simon Toynes nye bog har været ventet med en vis spænding fra min side af og da jeg fik mulighed for at læse den var jeg en glad bognørd.

Denne her bog er helt anderledes end RUIN-trilogien og Hr. Toyne prøver at gå nye veje med en mystisk fremmed som vist ikke er fra denne verden. Han er meget lys, nærmest albino og så hader han at være spærret inde i lukkede rum og går barfodet rundt.

Solomon Creed er navnet og han har en mission om at redde en mand i byen Redemption, som nogle magtfulde mennesker i byen ikke ønsker skal reddes. Derfor er han nu ved at blive begravet på kirkegården. Det er ikke lige med i Solomons plan og han vil vide hvorfor.

Det er en fed detalje at Solomon Creed skal prøve at opklare hvem han er samtidig med at han uden at vide hvorfor ved en masse om alle mulige ting lige fra medicinske udtryk til stoffer i grundvandet. For han har nemlig hukommelsestab.

Det at han er anderledes end de mennesker som bor i Redemption og han er et væsen med overnaturlige evner øger også til spændingen i bogen for ens nysgerrighed er helt sikkert vakt og man kan næsten ikke vente med at få mere af vide om ham.

Den magtfulde elite i Redemption har solgt byens sjæl til gengæld for penge så den kan overleve, problemet er at de har taget munden for fuld og lige pludselig så står de med en regulær krig som måske kan ødelægge byen.

Synes at det er fedt når historien tager en drejning som man ikke lige selv har tænkt på og det sker også her i bogen. Endda to gange. Det burde være indlysende, men Toyne har gemt dem næsten til sidst og man bliver lidt overrasket når man læser dem som de kommer.

Alt i alt så glæder jeg mig til at læse de næste bøger om Solomon Creed og følge ham på hans næste eventyr ud i verden for at finde sin identitet og for at se hvem eller hvad han nu skal redde.

Bogen er som sagt skrevet af Simon Toyne og er udgivet på Forlaget Jentas. Den kan købes i landets boghandlere til 299,95 kr. 3/5 stjerner. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Ingen kommentarer: