søndag den 17. maj 2015

"Tante" Irene på besøg igen igen


Torsdag den 30. april kl. 0950 hentede jeg "Tante" Irene i Rønne ved færgeterminalen. Hun havde bestemt sig for at kommet til Bornholm på en lille miniferie i 5 dage i anledningen af sin 50 års fødselsdag. Jeg fik i alt kørt 537 km rundt på øen da vi hver dag var ude og lege turister.

Den første dag kørte vi bare lidt rundt på må og få. Først startede vi med en gåtur i Rønne på 2 timer og var forbi den nyåbnede filial af Bornholms Tehandel som er åbnet på Lille Torv. Her fik vi duftet til masser af te og ja vi fik da også købt et par stykker med hjem :-)

Herefter gik turen til Hasle havn hvor vi på grill'en fik lidt at spise og så tog vi ellers kystvejen hjemad mod min skønne by. På vejen stoppede vi ved Døndalen og Irene fik set vandfaldet. Hun var super sej og klatrede op på toppen for at nyde udsigten og hele vejen ned og rundt om for at se det fra foden af dalen. Herefter gik det hjemad til afslapning og hygge.

Der duftes til Ramsløg. De gror lidt for vildt i Døndalen
Der klatres op af de stejle skråninger
Jubiie nåede toppen af vandfaldet

Fredag den 1. maj tog vi en tur i Svartingedalen som er en sprækkedal og så Jættebolden. Et sted hvor jeg aldrig har været før og som jeg vil fortæller om i et indlæg for sig selv. Bagefter trillede vi mod Hammershus og brugte et par timer der.

Om aftenen gjorde vi tingene lidt bagvendt og bagte lækre hveder som blev sat til livs mens vi så den gamle danske film "Piger til søs". En super afslutning på en god dag.




Lørdag den 2. maj kørte vi til Svaneke for at hilse på min chokoladesmølf som var en tur på øen sammen med nogle kollegaer. Her oplevede vi Bornholmermesterskabet i Kærlighedstrillebørsløb. Det var en super sjov oplevelse at se kvinderne med bind for øjnene køre rundt med deres mænd i trillebør.


Herefter kiggede vi lidt rundt i Svaneke og så på glaspustere, et marked på torvet og til sidst skulle "Tanten" da lige se den gamle Købmandshandel før turen gik videre til Gudhjem hvor vi spiste på Gudhjem Røgeri. Efter frokosten kørte vi til Bornholmerpladsen og gik ned for at betragte
Helligdomsklipperne og så tog vi et kig ned hvor man kan gå ind i den Sorte Gryde :-)

Om aftenen lavede Irene aftensmad og serverede stegt flæsk med persillesovs og kartofler som vor moder lavede det. Nøj det smagte godt og der blev smovset til sidste stykke kød var væk. Bagefter så vi god film inden det var sengetid.





Som jeg har skrevet i et andet indlæg, hvis man skal ind i den Sorte Gryde så er det en god ide at tage en lommelygte med da der er meget mørkt og der hænger klipper ned i tide og utide når man bevæger sig ind i mørket og mod bagvæggen.

Søndag den 3. maj kørte jeg til Hjortebakken og viste de bautastene frem som stod der. Derefter gik turen til Slau's Stene parken ved Nylars, hvor vi fandt ud af at hans gård er blevet solgt og man derfor ikke kan parkere der mere når man er i bil.



Ved siden af gården mod Aakirkeby ligger der en grusvej som man kan køre ned af og parkere på for enden. Herefter får man et lille bitte stykke af cykelstien for at komme til denne her perle af en park hvor der er sat sten med forskellige motiver, som er forarbejdet med hammer, mejsel og vinkelsliber om vinteren for derefter at blive sat ud i den lille lund bagved Uglegård.




Efter parken kørte vi en tur forbi Nylars Rundkirke, til Almindingen og så Lilleborg og tog en tur i Ekkodalen for at spise vores frokost. Irene var sikker på at hun ikke havde set en rundkirke før, men jeg kunne fortælle hende at det havde hun sidste år da hun var på besøg.

Her så vi faktisk en blomst som ingen af os vidste hvad var for en. Det viste sig efter lidt søgning på google at være en vild tulipan.





Efter frokosten gik turen til Østerlars Rundkirke bare for at vi for en sikkerheds skyld fik set den meste berømte rundkirke på øen, som "Tanten" forøvrigt havde glemt at hun havde set sidste år. Jeg ville meget gerne vise hende det smukke Stavehøl vandfald så der drog vi hen.

Det er det eneste vandfald i Danmark med et fald på 4 meter og området det ligger i er virkelig smukt og en gåtur derinde er næsten et must.









Til sidst kørte vi en tur forbi noget der hedder Randkløve, men det var så tilgroet at vi ikke rigtig fik noget ud af det. Herefter gik turen hjem til afslapning.

Mandag den 4. maj var det hjemrejsedag for feriebarnet og vi kørte en tur til Svaneke for at proviantere sild og kigge på kanonerne ved skansen plus nyde udsigten. Bagefter gik turen til Hasle for at kigge på hobbyforretningen som ligger i byen.

Jeg ville gerne lige forbi KFUM Soldaterhjemmet i Rønne for at købe et Bornholmsk flag til min taske og så var det ellers tid til at sætte Irene på Færgen så hun kunne komme hjem til Sjælland.







Det var en super skønt at have besøg af "Tante" Irene og selv Gandalf nød det. Vi fik snakket og hygget samtidig med at vi fik set en hel masse uden at det blev for meget. Jeg fik kørt på veje som jeg ikke lige har kørt på før og blev på tidspunkter udfordret og måtte holde hovedet koldt.

Vi glæder os rigtig meget til næste besøg :-)

Medic out.

Ingen kommentarer: