mandag den 13. april 2015

Danmark Læser Dagen


Jeg er af en boghandler her på øen blevet anbefalet at melde mig som boguddeler til Danmark Læser Dagen den 23. april 2015. Har gået og tænkt lidt over det og kom så til den konklusion at det kunne jeg da godt prøve. Bare for at se om jeg var egnet til at blive accepteret.

Den 30 marts tikkede der en mail ind i min mailboks om at jeg var var blevet udvalgt til at blive boguddeler og jeg kunne hente min kasse med bøger i dagene op til den 23. april hos den boghandler jeg havde valgt.

Det bliver fantastisk spændende at skulle gå ud blandt bornholmerne og give dem en gratis bog. Jeg glæder mig meget til at se hvad de siger til det og om de tager positivt imod opfordringen til at læse noget mere og til at læse danske forfattere.

Ifølge Danmark Læser.dk"Kulturminister Marianne Jelved forventer at afsætte 20 mio. kr. over de næste fire år til initiativet Danmark Læser. Initiativet indeholder blandt andet en konkurrence mellem kommunerne om, hvem der kan finde på de mest kreative og spændende tiltag, der kan få flere til at læse.

Undersøgelser viser, at 40 % af befolkningen enten aldrig læser skønlitteratur eller gør det relativt sjældent. Gennem initiativer og samarbejder med rod i danskernes lokalmiljøer skal Danmark Læser få flere til at gå på opdagelse i skønlitteraturen og i det fællesskab, som litteraturen åbner for læserne.


Litteraturen giver plads til den eftertænksomhed, det nærvær og den indlevelse, som ellers bliver klemt i vores travle liv. Litteraturen er med til at binde os sammen som land. Vi bruger den til at forstå os selv og det samfund, som omgiver os. Litteraturen åbner for livsnerven i vores demokrati: samtale og dialog. Litteraturen giver betydning og perspektiv." 

"På Verdens Bogdag den 23. april 2015 løber Danmark Læser Dagen af stabelen. Danske forlag indstiller gode bøger, hvoraf fem titler udvælges af et uvildigt fagpanel. Det er disse fem titler, der skal deles ud den 23. april i mange tusinde eksemplarer. Hvem, der skal glædes med en læseoplevelse, er helt op til dem, der overdrager bøgerne personligt. Alle kan være med til at give læseoplevelser."
De fem titler som der uddeles er:

Bavian af Naja Marie Aidt
Den Sønderjyske Farm af Erling Jepsen
Drager over Kabul af Morten Hesseldahl
Hævn af Robert Zola Christensen
Og sådan blev det af Maren Uthaug

En interessant faktor er også om man kan få folk til at læse ved at uddele gratis bøger. Jeg håber det og jeg håber at dem som får en bog den 23. april vil nyde følelsen at sætte sig ned med en dansk forfatter og nyde bogen og det den gerne vil fortælle. Plus fortæller andre om deres oplevelse.

Er rigtig glad for at jeg kan få lov til at være med til at sprede min glæde til litteraturen ude på gader og stræder på Bornholm.

Har du meldt dig som boguddeler til Danmark Læser Dagen?
Hvad synes du om Kulturministerens ide?
Er det noget vi burde gøre hvert år??

Medic out.

Ingen kommentarer: