torsdag den 5. februar 2015

Anmeldelse af Min Arabiske Rejse

Bagsiden fortæller:
For 300 år siden rejste fem unge mænd til Yemen, udsendt på en videnskabelig ekspedition af den danske konge. Kun èn af dem, Carsten Niebuhr, vendte tilbage. Eventyreren Nina Rasmussen begiver sig i MIN ARABISKE REJSE ud på en rejse i Carsten Niebuhrs fodspor. Men kan man overhovedet rejse alene som kvinde i det religiøse konservative Yemen?

I MIN ARABISKE REJSE åbner Nina Rasmussen op for en ellers hermetisk lukket kultur. Bag kvindernes slør og uformelige frakker gemmer der sig prisessedrømme af lyserødt tyl og pailletter. Bag de smukke facader i Sanaas eventyrlige tårnhuse hos fattigdommen side om side med khat-tyggende dagdrømmere. Lige under den religiøse konservatisme lever en længsel efter kærlighed og erotik.

NINA RASMUSSEN rejser mellem by og hav og ørken. Hun sover under millioner af stjerner og på spartanske hotelværelser. Hun møder innovative beduiner og stærke kvindeskæbner - og en mand fra Det Røde Hav.





Anmeldelse:
Jeg har i mange år interesseret mig for Carsten Niebuhr og den danske ekspedition hvor han var den eneste overlevende. De tog afsted i 1760 fra Danmark og ankom til Yemen lige før nytår 1793. De skulle kortlægge en masse forskellige ting blandt andet hvorfor Yemen blev kaldt Arabia Felix, Det Lykkelige Arabien.

Da jeg for et par år siden så denne her bog så tænkte jeg at den måtte jeg helt sikkert læse. For det er ikke hver dag du læser om en kvindelig eventyrer som begiver sig ud i et lukket, religiøst og konservativt land der helst ser kvinderne buret inde i hjemmet, mens mændene godt må færdes ude i virkeligheden og ligge og tygge sig skæve på khat efter kl. 1200.

Nina Rasmussen rejser som muslimsk kvinde (hun er konverteret, men er ikke troende), det vil sige at hun køber en sort balto som er en slags overfrakke der går helt ned over fødderne, en chador som går op over hovedet og helt ned til håndleddene. Om hovedet bindes derefter et ansigtsslør med fire lag, hvor det yderste når ned til taljen.

Det er det hun rejser i det meste af tiden, undtagen når det er turiststeder hvor hun kan have lidt mere afslappet tøj på. Det er varmt og det lyder ikke særligt behageligt for hende at rejse på denne måde, men det gør også at hun ikke bliver overbegloet af mænd hele tiden.

Bogen er fyldt med farvefotos som hun selv har taget og det er faktisk med til at gøre bogen til den oplevelse som den er, for det gør den ekstra levende på en eller anden måde. Det er også skønt at kunne følge rejseruten på kortet lige først i bogen, for man kan godt blive lidt væk i alle de Yementiske bynavne.

Med sig har hun en stor stribet typisk europæisk taske der gør at hun kommer i kontakt med lokalbefolkningen det meste af tiden og som gør at hun får en masse oplevelser som hun ikke ville have fået hvis ikke hun havde haft tasken med sig.

Der bliver kørt meget i bil, på motorcykel og i bus plus hun flyver et par gange frem og tilbage. Hun refererer til Niebuhr ekspeditionens tur og får besøgt de steder de boede også. Det fungerer rigtig godt og man kan næsten se det for sig.

Det er helt sikkert en meget stor oplevelse for hende at have rejst Yemen rundt og have mødt alle de forskellige mennesker som hun møder undervejs. Plus at se hvordan det hele er forandret i forhold til da den danske ekspedition lagde deres vej forbi de forskellige byer.

Jeg kan varmt anbefale denne her bog hvis du er til rejsebeskrivelser og godt kan lide at læse om andre lande set fra en ganske almindelig, i dette her tilfælde, kvindes øjne. Den er levende og de mennesker du møder har drømme og ønsker til fremtiden ganske som du selv har det.

Bogen er som sagt skrevet af Nina Rasmussen. Den er udgivet på Forlaget Rosinante, men er desværre udsolgt fra forlaget. 4/5 stjerner. Fra bogvæggen.

2 kommentarer:

Bachs Bøger sagde ...

Jeg elsker Nina Rasmussen og Hjalte Tins rejsebeskrivelser. Det er altid nogle rigtig spændende steder de besøger. Ærgerligt at den her er udsolgt, den ville jeg ellers gerne have læst.

Medic sagde ...

Prøve at finde den antikvarisk f.eks. på antikvariat.net eller i en antikvariat boghandel. Det kan jo være en af de steder har den.

Har selv overvejet at læse den om hendes pilgrimsrejse til Mekka. Tænker at den måske også giver et spændende indblik i en verden som er fjern fra os her i vesten.