søndag den 25. maj 2014

Ferie i København del 3


Onsdag var dagen hvor min far endelig blev gen-opereret og han ville ikke have jeg kom forbi før om torsdagen. Så jeg arrangerede med min mor at vi skulle mødes i Slagelse kl. 1200 for at tage sammen på sygehuset den efterfølgende dag.

Derfor havde jeg hele onsdagen for mig selv og den valgte jeg at bruge med et par timer på Post og Tele museum der ligger på Købmagergade lige ud til strøget. Jeg vidste ikke at museet var så stort som det var. 5.000 m2 fordelt på 5 etager med udstillinger, publikumsværksted, mødelokale, arkiv, bibliotek, butik og cafe.

Det tog mig længere tid at komme igennem museet end jeg havde regnet med da alt jo skulle undersøges og skilte skulle læses. Der er gratis adgang og det er faktisk en oplevelse at gå igennem Danmarks post og tele-historie. Jeg skal helt sikkert derind igen for jeg fik ikke læst mig igennem hele museet.


Den første udstilling jeg kom til var "Min Farfars Posthun", hvor Ann Rasmussen fortæller om sin farfars landposthus i starten af 1950'erne. Der er lavet en optegning af huset og man kan låne en audio afspiller hvor hun fortæller historien samtidig med du kigger på de udstillede ting fra den tid.


Herefter går du et par etager op og kommer til Kongens Postvæsen 1624 - 1848 hvor det første der møder dig er en postdiligence som kørte dens sidste tur i d. 31. marts 1912. Der er billeder på væggene som fortæller om den sidste tur.

Man går ind af nogle svingdøre og kommer så til den egentlige start af museet og hold da op hvor er der bare samlet meget ind om Det Danske Postvæsen og dets historie. Der er alt lige fra uniformer, til postvogne, til det første frimærke og så videre også videre.

Man bliver bombarderet af viden og information og det gælder bare om at holde tungen lige i munden når man går rundt og læser og kigger på diverse montre i de forskellige udstiller som blandt andet omfatter Opfindelsernes tid 1849-1920, Informationssamfundet. frimærkeudstillinger og Ind i frimærket osv.





Man kunne øve sig på at morse på en gammeldags morse sender og det er faktisk sværere end man lige tror.


Der var også opstillet en hel gammel telefoncentral og hold da op hvor skulle man dog have styr på meget for at sidde ved den. Det var lidt vildt at se i virkeligheden. Tror dog ikke det er så slemt som man tror når først man er kommet ind i rutinen. Sjovt at se var det i hverfald.



Man kunne også lave sit eget radio spot og høre det. Det var faktisk en sjov oplevelse at sidde og prøve at finde på ting som man kunne sige blandet med lyde og musik.

Mit kameras sd-kort mente efter et stykke tid at jeg havde taget for mange billeder i løbet af ugen så jeg måtte undvære det i slutningen af min tour rundt. Men jeg kan varmt anbefale at man tager en tur ind forbi museet på en regnvejrsdag for det er, når det kommer til stykket, faktisk ret spændende.

Da jeg var færdig fik jeg besked om at min far var kommet godt ud af operationen og han glædede sig til jeg kom sammen med min mor torsdag.

Det var så også en meget træt far jeg så torsdag og han glædede sig så meget til at komme hjem da der var gået 14 dage siden han var blevet indlagt. Men før det kunne ske så skulle der gå yderligere 6 dage, hvor hans sår endelig begyndte at hele, hvilket betød næsten 3 ugers indlæggelse. Han har det godt og er glad for at være hjemme igen hos min mor og deres hund Plet.

For at fejre at min far var kommet godt over operation nr. 2 så gik jeg på min ynglings irske pub, The Shamrock Inn som ligger i nærheden af Palads biografen og Vesterport station. Her prøvede jeg en ny meget dejlig sort stout som hedder O'Hara's Leann Follain. Efter 4 pints var det tid til at drible hjem til en dyne da jeg vist var en lille smule glad i låget og havde en lang dag foran mig fredag.

True to it’s name, “Leann folláin” being the Gaelic for “wholesome stout”,our full-bodied extra Irish stout is a fantastic example of how good stout can taste. Flavours of dark chocolate tones with a hint of vanilla combine with the mild mocha aroma. Opaque black in appearance with tan head, this luxurious stout has a classic European hop bitterness given a refreshing bite after the chocolate subsides. O’Hara’s Brewery



Jeg tog hjem til Bornholm fredag efter en lang uge og var rigtig glad for at se ham den dejlige og Gandalf. Nøj det var godt at sove i min egen seng istedet for på gulvet på en madras. Men det var super hyggeligt at være på besøg hos min bror og svigerinde og det gør jeg gerne igen :-)

Så alt i alt en god uge i København, der selv om den kom til at vare længere end jeg havde regnet med, endte med en masse oplevelser. Der er lige et par museer mere som jeg meget gerne vil besøge og dem tager jeg næste gang jeg tager på tur til Sjælland og vores hovedstad.

Medic out.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

98hej ingo.
hvor er det dejligt at læse om dine oplevelser når du går rundt i kbh. du er god til at fortælle.
kh.mor