Livet er værdifuldt

Den sidste uge har været en ren rollercoaster tur for min familie og mig. Vores mor skulle have en meget stor operation tirsdag på Roskilde sygehus og hun ville ikke have at nogen af os skulle komme og besøge hende da hun ikke mente at hun ville være super frisk til at få besøg efter narkosen.
Så vi rettede ind til  højre og blev væk om tirsdagen.

Nå men onsdag kom min far op til mig med morgenmad kl 0800 og vi ventede et par timer før vi ville køre til Roskilde for at besøge hende. Mens vi er på motorvejen ringer min lillebror og spørger hvor vi er og siger at mor er bevidstløs og at hun ikke trækker vejret så sygehuset mente at det ville være en god ide hvis vi alle begav os mod Roskilde hurtigst muligt. Jeg tænkte straks på at jeg ikke ville gøre min far for bekymret, når nu han kørte bilen, så jeg fortalte ham kun at min mor var bevidstløs og sygehuset mente at vi skulle komme derind med det samme.

Jeg var stærk for min fars skyld og brød ikke sammen overhovedet, plus jeg måtte trøste min søster som bor i London via mobilen. Jeg lovede hende at jeg ville holde hende løbende opdateret om mors tilstand når vi vidste noget.

Da vi ankom til sygehuset fik vi besked på at mor var blevet overflyttet til intensiv afdelingen lige efter de havde taget en ct-skanning af hendes hjerne. Grunden var at de ikke kunne finde en gyldig grund til hvorfor hun lige pludselig mistede bevidstheden og holdt op med at trække vejret. Vi fik en grundig redegørelse om hvad den overlæge der var på vagt mente der var sket og fik lov til at stille alle de spørgsmål som vi kunne komme i tanke om. Her var det min mindste lillebror der virkelig holdt hovedet koldt og fik de svar vi gerne ville have, mens jeg sørgede for at støtte min far som var helt ude af den. De mente at hun havde fået en blodprop i hjernen som var fremprovokeret af hendes operation, men de kunne ikke sige det med sikkerhed for hendes scanning var ikke konklusiv. Plus de skulle lave nogle flere tests for at være sikker.

Efter ca 1 1/2 time fik vi besked på at mor endelig var vågen, men hun stadig ikke kunne trække vejret ved egen hjælp. Vi fik lov til at besøge hende alle 4 (mine to brødre, min far og mig), men inden da havde sygeplejersken vurderet at det nok var en god ide for min søster at flyve hjem fra London da de ikke kunne vide hvilken vej det ville gå med vores mor.

Det var dejligt at se mor vågen, men svært at se hende med alle de slanger og den der tube ned i halsen som gjorde at hun kunne trække vejret. Min far blev alt for rørt og kunne ikke klare at være på stuen i mere end 10 min så jeg tog ham med i cafeteriaet indtil mine brødre havde snakket med personalet ang. tlf-numre og andre vigtige ting. Mor kunne kommunikere ved at skrive på en blok og vi havde lovet at vi ville komme tilbage og sige farvel inden vi tog hjem. Det sidste hun skrev til os da vi sagde farvel var "Husk vand til Plet"!
Ja hun bekymrerede sig mere om at hunden fik vand end sig selv, typisk mor.

Nå men min søster ankom sent onsdag aften og allerede torsdag havde vores mor fået det bedre og så godt at da vi skulle besøge hende var hun blevet kørt tilbage til sin gamle afdeling.

Pyha sikken en forskrækkelse hun gav os alle sammen. De næste par dage var søvn noget som vi ikke fik ret meget af pga. bekymringen for at sygehuset ville ringe til os fordi hun eventuelt ville få et tilbagefald.

Min søster og jeg måtte tale bestemt men venligt til en overlæge (torsdag morgen) da mor prøvede at overtale dem til at lade hende komme hjem selv om hun faktisk stadig var på intensiv afdelingen og skulle overføres til sin gamle afdeling når de var tilfredse med hendes tal. Vi fortalte hende at hendes operation havde fremprovokeret en blodprop i hjernen og det var derfor vi var ved at miste hende onsdag. Det var slet ikke gået op for hende hvor alvorligt det hele havde været før vi sammen med en overlæge og far tog en samtale med hende torsdag eftermiddag. Det havde været meget meget tæt på at hun var blevet revet væk fra os, men heldigt at lægerne fik hende tilbage til livet.

Fredag var hun helt vild efter at komme hjem og igen måtte jeg tale venligt men bestemt med en overlæge som også var enig med mig og min søster i at hun først ville komme hjem lørdag, selv om hun kedede sig ualmindelig meget (hvilket hendes døtre syntes var meget mærkeligt da hun lige havde fået en bog af vores far i gave om Prins Henrik, plus billedbladet og havde et tv kørende på stuen). Det var også dagen hvor min bror, hans kone og deres børn kom på besøg og det var mor rigtig glad for.
Da min søster og jeg kom hjem lå der den pakke fra GLS som var afsendt fra min arbejdsplads, jeg blev overrasket og glad på sammen tid, men det har jeg jo skrevet om på bloggen :-)

Lørdag blev hun så endelig udskrevet og min søster tog til Roskilde for at køre med hende hjem til Lolland, hvor far ventede sammen med Plet på at byde hende velkommen hjem.

Vi alle var rigtig bange for at miste min mor og denne her uge har virkelig lært mig at livet er skrøbeligt og meget værdifuldt. Som menneske bør vi alle sammen værdsætte det vi mange gange tager for givet. 

Så husk at vise dem du elsker at du værdsætter og elsker dem og husk at havde det sjovt mens du lever for det er ikke sikkert at du får endnu et liv du kan leve fuldt ud.

Medic out.