Anmeldelse af DNA

Bagsiden fortæller:
En ung kvinde bliver brutalt myrdet i sit hjem i Reykjavik.
Det eneste vidne er hendes syvårige datter. Da endnu en kvinde kort efter dør under ligende omstændigheder, mistænker politiet, at samme gerningsmand står bag.
Kort efter modtager en radioamatør en besynderlig melding, som knytter ham til begge ofre, og han begynder at efterforske sagen på egen hånd.

Kriminalassistent Huldar Traustason leder efterforskningen, men står uden konkrete spor. Det skaber frustration og konflikter internt hos politiet, og sagen kompliceres yderligere af, at han er kommet skævt fra start med psykologen Freyja, som bistår det syvårige øjenvidne i sagen.

DNA er en medrivende pageturner fra Islands ubestridte krimidronning, som endnu engang viser sit mesterlige talent for at skabe intelligente plot og effektivt fortalte historier med et rigt og spændende persongalleri.






Anmeldelse:
For det første så er jeg mega vild med bogens cover. Synes det er så fedt lavet med gaffatape over teksten på forsiden med en smule blod. Det har gjort at jeg i et stykke tid har gået og rigtig gerne ville læse bogen fordi den appellerede til mig.

Selve historien er faktisk ret langsom om at komme i gang og jeg sad flere gange og var lige ved at lægge den fra mig, men heldigt for mig så blev jeg ved med at læse for lige pludselig så kom der gang i sagerne fra kapitel 24. Det er bare synd at det skulle tage så lang tid.

Vores kriminalassistent Huldur er næsten blevet påtvunget denne her uhyre kompliceret sag da der er ret meget ballade om nogle af hans kollegaer i offentligheden. Magen til krybende, ikke særlig stolt af sig selv og konfliktsky politimand skal man da lede længe efter. Han begyndte faktisk at irritere mig til sidst fordi han ikke ville sætte sig op mod sine kollegaer og være deres leder. Utroligt.

Hans kollegaer er nogle virkelige mærkelige personer som i min optik faktisk er en smule ubehagelige, de burde nok finde sig et andet arbejde som de kunne lide i stedet for at være ved politiet.

Radioamatøren Karl og hans venner giver historien en anden vinkel og man sidder næsten og gætter med på hvad talkombinationerne som Karl hører på sin kortbølgeradio måtte betyde for mordene. De er nogle lidt unge skæve eksistenser som har deres problemer at slås med.

Mordene er udspekuleret og jeg har ikke mødt nogen anden krimiforfatter som har brugt de metoder som Yrsa gør. De er intense og man føler lidt som om man selv er der og kan føle offernes paniske angst for det der er ved at ske.

Plottet er faktisk super godt i historien. Det man har siddet og troet at man kunne udlede ved at læse prologen er slet ikke det som der til sidst bliver åbenbaret for læseren. Jeg havde helt ærligt troet at mordene skete pga noget helt andet end det de gør.

Ikke en gang, men to gange tager historien en skarp drejning og når morderen afsløres så blive man en kende overrasket. Jeg havde gættet på den helt forkerte og måtte se nederlaget i øjnene da jeg vendte sidste side. Meget overraskende måde at gøre det på.

Alt i alt så er det ikke verdens bedste krimi som jeg har læst, plus jeg synes af en eller anden årsag at Yrsa Sigurdardóttier ikke kommer op på Islands krimikonge Arnaldur Indridasons niveau på trods af de meget makabre mord som hun skriver om.

Bogen er som sagt skreve af Yrsa Sigurdardóttier og udgivet på Forlaget Lindhardt og Ringhof. Den kan købes hos landets boghandlere til 299,95 kr. 3/5 stjerner. Eget eksemplar fra bogvæggen.