torsdag den 31. december 2015

Godt Nytår


Kære alle,
Kære alle fra nær og fjern, I ønskes et rigtig glædeligt og godt NYTÅR :-)
Jeg siger tusind tak for 2015 til min familie, mine skønne venner, dem som følger mig på bloggen og til forlagene for de skønne bøger jeg har læst i årets løb. Det har været et hårdt år, men vi har stået hinanden bi i medgang og modgang. Tusind tak for jeres støtte og kærlighed :-)

Med kærlig hilsen

Ingrid aka
Medic

mandag den 28. december 2015

Anmeldelse af De glemte børn

Bagsiden fortæller:
"Et selvmordsbrev," foreslog Amaia.
"Ikke helt nøjagtigt," sagde Padua og rakte et par handsker og kuverten frem mod hende. "Det er til dig."
"Til mig?" spurgte Amaia forundret. Hun iførte sig handskerne og greb kuverten. Kuverten var lukket med en limlukning, men gik dog let op uden at blive flænset. Inde i den lå der et stykke papir med blot et enkelt ord skrevet midt på arket. 'Tarttalo.' "Hvad betyder det?"

Kommissær Amaia møder højgravid op til retssagen mod Jasón Medina, som har tilstået mordet på sin steddatter. Medina havde på sjusket vis forsøgt at lade mordet se ud som en efterligning af basahaun'ens forbrydelse - en sag Amaia arbejdede med. Men inden retssagen overhovedet går i gang, begår Medina selvmord, og han efterlader et brev til Amaia. Hun ønsker ikke at blive indblandet, men er nysgerrig.







Anmeldelse:
Jeg bliver mere og mere glad for Delores Redondo's krimi serie om Kommissær Amaia Salazar. Hun er en kvinde som har en masse spøgelser at kæmpe med, men også noget overnaturligt som hænger over hende. Der er ting som er sat i sving som hun ikke kan ændre og må kæmpe med fortidens ubehageligheder.

Dette her er bind to i serien, hvor der kommer tre i alt. Denne gange synes jeg at sproget og skrivestilen er mere flydende end den var i bog et. Man vil rigtig gerne bladre om til næste side for at se hvad der nu sker og det er en rigtig god egenskab at have som bog og forfatter.

Redondo gør os nysgerrige på de to sager som hun er i gange med. Èn profanering/skænding af en kirke som har rødder i et folkefærd som ses som udskud plus mord af kvinder og selvmord af deres drabsmænd der skriver ordet `Tarttalo' inden de dør.

Ud af det blå skal hun også lige pludselig til at forholde sig til sin egen mor som er spærret inde på et psykiatrisk hspital og som har det vildeste ønske om stadig at få lov til at slå Amaia ihjel. Udover dette så oplever Amaia hvad det vil sige at blive mor og de glæder og tvivl som det medfører plus hvordan det påvirker hendes ægteskab med James.

Hvis det ikke var nok så har vi en ny dommer der er lidt for interesseret i Amaia end hvad godt er og så er der Montes der spøger for at få lov til at få sin suspension ophævet og komme tilbage til arbejdet.

Det eneste der lidt irriterede mig var de lange formuleringer af forklaringer på blandt andet frygt, psykopater mm. Redondo vil så gerne vise læseren at hun har styr på disse ting og lader dem komme med i bogen. Nogen gange var det et lidt mærkeligt hop som jeg ikke rigtig brød mig om.

Udover det så hænger hele historien og alle de ting Amaia skal igennem sammen som en fin rød tråd og man bliver klogere og klogere på Familien Salazar og det onde som der gemmer sig i familien. Det bliver meget interessant at se hvad der sker i bind 3 for der er lidt løse ender der skal bindes sammen.

Hvis du gerne vil prøve at læse en lidt anderledes krimi serie, så skal du prøve Dolores Redondo. Hun fanger dig ind og slipper dig ikke før du har vendt sidste blad i bogen.

Jeg vil også gerne lige kommentere forsiden. Den er meget meget flot lavet og signalerer noget af den mystik som findes i Baztãn-dalen i Baskerlandet og den glemte dukke er et fingerpeg om at noget ikke er helt som det skal være.

Bogen er som sagt skrevet af Dolores Redondo og udgivet på Forlaget Hr.Ferdinand. Den kan købes hos landets boghandlere til 299,95 kr. 4/5 stjerner. Anmeldereksemplar fra forlaget.

lørdag den 26. december 2015

Anmeldelse af Divergent: Oprøreren

Bagsiden fortæller:Fremtidens verden er inddelt i fem fraktioner. Dit tilhørsforhold dikterer dit liv.


Tris har fravalgt sin familie og sluttet sig til Skytsenglene. Men da der udbryder krig mellem fraktionerne, og hendes nærmeste bliver dræbt, styrter hendes verden i grus.


Som Divergent bærer hun samtidig på en grusom hemmelighed. Hvis hun skal redde verden, må hun igen gøre sig fri. Også selv om det betyder, at hun må sige farvel til den, hun elsker allermest.












Anmeldelse:
Nu har jeg gået og summet over den her bog i over 14 dage og er endelig klar til at komme med min vurdering. Der er gode ting og ikke så gode ting ved historien og de ikke så gode ting er faktisk lige ved at ødelægge læseoplevelsen.

Jeg elsker at der er fart over feltet og man sidder og overvejer hvor i alverden vi er på vej hen. Der er twist og drejninger som gør man bliver fejet af banen gang efter gang. Der er folk der viser sig at være falske slanger som heller vil stikke andre i ryggen for deres sag.

Teenage-delen er jeg ikke så vild med. Hold nu op hvor var jeg ved at blive alvorlig træt af Tris. Hun indbød faktisk til den ene øretæve efter den anden. Ja jeg ved godt hun kun er 16 år og at hende og Four (Tobias) er i et forhold, men nogen gange så må man bare gøre sig klar at alle ens gerninger ikke altid kan være lige populære og man bliver nødt til at vælge mellem at være kriger eller kærester.

De to burde faktisk bare droppe at være kærester og så i stedet være oprørskammerater der kæmper for en fælles sag om at gøre deres by til et bedre sted uden alt det magtkamp som der udspilles rundt omkring dem.

Divergenterne er i denne bog i alvorlig fare da Intelligentsias leder Jeanine vil have fat i dem for at bruge dem til hendes fraktions eget formål. Tris bliver udsat for umenneskelige forsøg da hun bliver fanget og skal faktisk henrettes når de er færdige med deres undersøgelser.

Men, men men, redningen er jo næsten altid lige i nærheden og hun undslipper på et hængende hår. Kun for at blive draget ind i endnu en farefuld mission som ender med at man selv får vished for at der er noget helt galt og der er nogle som vil gå meget langt for at skjule visse ting om byen bag hegnet.

Jeg kan stadig godt lide konceptet i bogen om de fire fraktioner og hvordan man prøver at inddele deres indbyggere efter hvad de har af kvaliteter som de skal bruge. Det er vildt at de ikke sætter spørgsmålstegn ved hvorfor de er hegnet inde og bare indretter deres liv efter det faktum at dette er sådan vi skal leve og det gør vi så.

Det er nok også derfor at slutningen på bogen er en aha-oplevelse, hvis man har regnet pointen ud med hvorfor det er at de er der hvor de er. Den stopper som en rigtig cliff-hanger og lader dig hænge ved dine fingrenegle.

Derfor glæder jeg mig også til at få læst bog 3 og se om den holder hvad Oprøreren lægger op til.

Bogen er skrevet af Veronica Roth og udgivet på Forlaget Alvilda. Den kan købes hos landets boghandlere til 199,95 kr. 3/5 stjerner. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Anmeldelse af Jeg er her stadig

Bagsiden fortæller:
Elsa har i flere måneder ligget i koma på hospitalet efter en skiulykke. Lægerne er ikke optimistiske. Hun har hørt alt, hvad der bliver sagt, men hendes lammede krop kan ikke reagere.

Thibault, som er bror til en anden patient, forvilder sig en dag ind på Elsas stue, hvor han tager et tiltrængt hvil. Umærkeligt begynder en dialog mellem Elsa og Thbault, en samtale uden ord, der vækker stærke følelser.

Kan kærlighed påvirke sanserne? I så fald er tiden knap, for lægerne og familien har givet op og påtænker at frakoble Elsa de livsnødvendige maskiner. Kun Thibault tror stadig på mirakler.











Anmeldelse:
En kollega fra boghandlen mente at jeg skulle prøve at læse denne her fordi hun mente den var god og fordi min mor jo stadig er indlagt på Riget uden særlig meget kontakt.

Historien er enkel og ligetil. Det er en klassiske kærlighedshistorie med den twist at heltinden er i koma og lammet og helten er en ung mand som har brug for et sted at være mens hans mor besøger sin søn/hans bror på samme sygehus og afdeling fordi han har været involveret i en spritkørsel ulykke.

Forfatteren giver dig historien fortalt fra både Elsa og Thibault’s side. Elsa der ikke kan kommunikere fordi hun er i koma og lam. Elsa der bliver rigtig glad for Thibault’s besøg og Elsa der ønsker at få lov til at åbne øjnene og se hvordan han ser ud. Det er hendes tanker vi læser når det er hendes tur til at snakke.

Thibault til gengæld ser hendes stue som et fristed hvor han kan tage en lur, men i løbet af tiden der går så forelsker han sig i Elsa og håber på at hun en dag vil vågne op til et liv med ham. Han vil ikke have at der bliver slukket for hendes maskiner der holder hende i kunstigt live fordi han mener der er håb for hende.

Det er en sød historie og slutningen er lidt som man forventer. Jeg er ikke så meget til kærlighedshistorier, men bogen gav mig dog et godt indblik i at selv om patienten ikke kan kommunikere så kan hun/han høre alt hvad der bliver sagt omkring dem.

Det vidste jeg faktisk godt i forvejen, men det er godt at blive mindet om. En lille sød bog som er god hygge læsning.

Bogen er skrevet af Clélie Avit og udgivet på Forlaget Lindhardt og Ringhof. Den kan købes hos landets boghandlere til 299,95kr. 3/5 stjerner. Lånt på butikken læseeksemplar hylde.

fredag den 4. december 2015

Anmeldelse af Græker-Kaj fortæller

Bagsiden fortæller:
Græker-Kaj var bonderøv, fisker og radiostjerne.
I radioprogrammet "Monkey Business" på P3 fortalte han røverhistorier om sin barndom på landet, livet til søs og tilværelsen som pensionist og Puch Maxi-mekaniker på Bornholm. En halv million lyttere grinede med, når Kaj også fortalte anekdoter om damer, småfusk og slagsmål. Eller om dengang hushovmesteren kom skidepiller i sovsen, da Kaj hypnotiserede en hane eller om dengang han var nummerpige med Dansk Melodi Grand Prix 2006. Det sidste var faktisk sandt, men det var ikke kun historiernes indhold som gjorde Kaj så populær, at P3's lyttere valfartede til Sydbornholm og besøgte den altid gæstfrie "Græker". Det var måden, som historierne blev fortalt på. Den smittende latter, det gode humør og dét at kunne fortælle en historie - tilsat lidt "krydderi".

Radioværterne Mads Vangsø og Adam Duvå Hall fortæller her i bogen om deres fascination af helten og anti-helten Græker-Kaj, som både var scorekarl og ham, der kom galt af sted - og fortalt om det! Røgeriejer og fisker Jesper Lauwersen fortæller om kammeratskab, karantæne og den kompromisløse Kaj, som også fik uvenner på grund af sin stædighed og temperament.

Græker-Kaj selv fortæller om hele sit liv. Et hårdt liv med bajer og smøger, tæsk og fiskeriets nedtur. Men også et liv med smukke minder og især - gode historier.

"To dage efter, at Kaj og jeg havde gennemgået de sidste rettelser til bogen her, blev han indlagt på Bornholms Hospital. Fire dage senere sov han stille ind. Det skete lørdag den 22. august 2015 kl. 05.45" forfatter Brian Christensen

Anmeldelse:
Jeg er helt sikker på at denne her bog vil ligge under en masse juletræer her på Bornholm til juleaften for alle på øen har en mening om Græker-Kaj, untagen lige mig. For jeg kendte ham ikke. Kan ikke en gang huske at jeg skulle have hørt ham i "Monkey Business" på P3.

Ikke desto mindre så besluttede jeg mig for at jeg absolut måtte læse denne her bog da den ramte boghandlen og blev revet væk på få dage. Der måtte være et eller andet interessant ved denne her gamle gub som delte bornholmerne i to lejre.

Græker-Kaj fortæller er en livshistorie som nogen vil elske og andre vil hade. Han taler lige fra leveren og man kan næsten fornemme den mand som han var. Næsten, for det er jo ikke det samme at læse en bog og at møde manden. Hvilket er lidt svært da han jo døde i efteråret 2015.

Jeg synes rigtig godt om bogen for Græker-Kaj er en af de der mennesker som mange vil betegne som en landsby-original i ordets positive forstand. Han pakker intet ind og hvis der er øretæver i luften så er han med i første række. Han havde humor og så kunne han få folk til at lytte når han fortalte historier.

Dem er der ikke mange af tilbage i dagens Danmark. Dem som fortæller en god historie kryderet med lidt "krydderi" for at få lytteren til spændt at vente på hvad der kommer til sidst. Græker-Kaj var et rigtigt livsstykke som også var fisker og han oplevede fiskeriets storhedsdage og faldet der ramte hårdt.

Hvis du hørte "Monkey Business" da programmet kørte og havde Græker-Kaj på rollelisten så er bogen helt sikkert  noget for dig. Hvis du bare er interesseret i at læse om en mand som mange elsker at hade og som fortalte gode historier og ikke gik af vejen for en bajer så er denne her bog du skal læse.

Bogen er skrevet af Brian Christensen og er udgivet på Forlaget Brian Christensen/Græker-Kaj. Den kan købes hos landets boghandlere til 199,00 kr. 4/5 stjerner. Eget eksemplar fra bogvæggen.