mandag den 7. april 2014

Anmeldelse af Wild

Bagsiden fortæller:
Cheryl Strayed var 22 år, da hun mistede alt. Hendes mor døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, hun droppede ud af college, begyndte at tage heroin ... Fire år senere havde hun nået bunden og tog så den mest impulsive beslutning i sit liv: Helt alene begav hun sig ud på ekstremt krævende vandrerute, Pacific Crest Trail, der strækker sig i et 4000 km langt bælte fra Californien til Canada.

Først da den unge kvinde står i vildmarken, med en rygsæk der er så tung at hun ikke kan løfte den, går det op for hende hvad hun har indladt sig på. Hun er for stolt til at opgive, så hun trodser sin angst – og begynder at gå! Her i den rå natur med klapperslanger, bjørne, pumaer bliver hun konfronteret med sig selv på godt og ondt. Mens hun tilbagelægger kilometer efter kilometer, lader hun i sit indre sit eget splintrede liv passere revu. Langsomt finder hun tilbage til den person hun engang var, og hendes historie samler sig i et nyt og sandere billede.







Anmeldelse:
Cheryl Strayeds bog har gjort indtryk på mig. Her er en kvinde som mister sin mor til kræft, hendes liv går langsomt i opløsning, hun sjofler sit ægteskab med den sødeste mand ved at være ham utro utallige gange og de bliver skilt og så ender hun sammen med en heroin hungerende kæreste som prikken over det famøse i. 

Hendes sorg er til at tage at føle på og hun kan ikke komme ud af denne her sorg-spiral der gør hun ødelægger sit liv før hun tager bogen: The Pacific Crest Trail, Volume 1: California op i en forretning med friluftsudstyr og læser bagsiden af den. Et par dage senere køber hun bogen og bestemmer sig for at følge så meget af ruten som hun kan på omkring 100 dage. Uden nogen erfaring begiver hun sig afsted med en 15 kg tung rygsæk og intet andet end det tøj hun har på.

Ruten er i fugleflugtslinie 1600 km, men nede på jorden er den dobbelt så lang. Her er bjerge, søer, skov, sol, sne og alt hvad du kunne ønske dig. Cheryl døber sin rygsæk Monster fordi den er et pakket monster med ting som hun slet ikke har brug for og fordi den giver hende gnavesår på ryggen. Hun har bestemt sig for at starte i det vestlige hjørne af Mojave-ørkenen, neden for sydspidsen af Sierra Nevada.

På sin vandring møder hun andre vandrere som hun nogen gange følges med og andre gange så går hun bare alene. Hun får hjælp til at lette Monsters vægt på et af sine første stop, men den er stadig tung. Hun har købt sine støvler i forkert størrelse og får dem først byttet meget senere på ruten og der har hendes fødder helt sikkert taget skade af. Det ender faktisk med at hun mister sine støvler før det sted hvor hun skal afhente de nye. Der skal tænkes kreativt og det gør hun. Hun tager sine billige badetøfler på og laver dem om til en slags støvler med en ordentlig omgang gaffatape.

"Alt, hvad det handlede om, var at befinde sig i den vilde natur. At tilbagelægge den ene kilometer efter den anden uden andet formål end at opleve stadigt nye træer og vådenge, bjerge og ørkener, bække og floder, klipper og krat, solopgange og solnedgange. Oplevelsen var overvældende og fundamental, og jeg gættede på, at det altid havde føltes sådan at være et menneske alene med naturen, og det altid ville føles sådan, så længe der fandtes vild natur. Det var dette, Montgomery havde vidst, gik jeg ud fra. Det var dette, som også Clarke og Rogers og de tusinder af mennesker, der kom før og efter dem, vidste. Det var dette, jeg forstod, før jeg egentlig vidste det, før jeg kunne have nogen viden om, hvor helt igennem barsk og fantastisk Stillehavsruten kunne være, og i hvor høj grad den både ville ryste og redde mig." Citat s. 240.

Hun tænker over tingene og får langsomt men sikkert helet sig selv igennem sin tur. Fællesskabet på ruten og de steder hvor der overnattes er fantastisk. Der er da også uheldige oplevelser, men faktisk færre end man havde troet. Det med at opgive er hun tæt på, men det er ikke en mulighed da hun VIL fulføre sin vandring uanset hvor hun skal finde de indre ressourcer til det. Hun er sej og da sneen sætter hende ud af spillet må hun tage en omvej for at fortsætte på ruten.

Det er en tradition at man giver hinanden trekkernavne på ruten og Cheryl får sit af De Tre Springbukke, Richie, Rick og Josh da hun er nået til Olallie Lake hvor hun kun har en uge tilbage af sin tur før hun når sit mål. Trekkernavnet bliver Dronningen af Stillehavsruten "fordi folk hele tiden giver dig ting og gør noget for dig." Citat s. 338.

Hendes mål er Gudernes Bro i Cascade Locks. Det er 1760 km fra hvor hun var startet. På en eller anden måde var den hellig for hende og da hun når den så er hun lettet og helet, parat til at starte et nyt kapitel af sit liv.

Mange kunne lære noget af Cheryl Strayed. At når livet har banket dig helt ned hvor du næsten ikke orker at komme op igen, så er det din egen overlevelsesvilje der sætter ind og byder dig at ændre din situation. Det er kun dig og ingen andre der kan gøre det. Du har ansvaret for at få det bedste ud af dit liv. Hvis det betyder at du skal tage en 1760 km vandretur så er det det du gør.

"Man kan aldrig vide, hvorfor nogle ting sker, og andre ikke gør det. Hvad der fører til hvad. Hvad der ødelægger hvad. Hvad der får noget til at blomstre eller visne eller skifte kurs. Men da jeg sad dér den aften, var jeg temmelig sikker på, at hvis ikke det havde været for Eddie, så ville jeg ikke have befundet mig her på Stillehavsruten." Citat s. 346.

Hvis man tager smudsomslaget af bogen så er Cheryls rute faktisk indtegnet på et kort fra Californien til Oregon. Det er en ret fed feature synes jeg.



Bogen er et anmeldereksemplar fra C&K Forlag. Forfatteren er Cheryl Strayed og bogen kan købes hos landets boghandlere til 299,95 kr. 4/5 stjerner

1 kommentar:

Anonym sagde ...

hej ingo.

den bog vil jeg læse. rigtig god anmeldelse.mor.